Tip en ven

”Danmarks frihedshelte var 16-17 år”

Under 2. verdenskrig var mange af de danske modstandsfolk, der gik imod nazismen i kampen for demokrati og frihed, kun 16-17 år. Alligevel var demokratiets forkæmpere uden stemmeret – ligesom nutidens 16-17-årige.

Af: Arne Simonsen

”De modstandsfolk vi ser i fjernsynet er jo nu modne mænd og kvinder. Men de var jo ikke 80 år dengang. De aktive sabotører var sjældent særligt gamle. Mange af dem var faktisk kun 16-17 år. Det er dem, vi i dag betragter som besættelsestidens frihedshelte. De 16-17-årige spillede en enorm rolle under modstandskampen,” siger Peter Øvig Knudsen, der er forfatter til to dokumentariske bøger om besættelsestiden; ’Efter drabet’ og ’Birkedal’.

Peter Øvig Knudsen påpeger, at det var en 17-årig ung mand, der stod i spidsen for de største og mest berømte sabotager i København.

Demokratisk paradoks
Forfatteren peger på, at det er et paradoks, at de unge modstandsfolk, demokratiets forkæmpere, var udelukket fra at deltage i demokratiet. Indtil 1953 skulle man nemlig være 25 år for at kunne stemme.

”Men man kan selvfølgelig diskutere, hvor omfattende paradokset er, for det var en meget lille del af befolkningen, der aktivt kæmpede for demokrati under besættelsen. Paradokset er – også i dag - at man sætter en bestemt alder, selvom det udelukker nogle få, der er meget optaget af politik og demokrati,” konstaterer Peter Øvig Knudsen.

Ligesom de unge modstandsfolk, besættelsestidens frihedshelte, ikke havde mulighed for at deltage aktivt i demokratiet, så er stemmeboksene også lukkede for nutidens 16-17-årige, selvom nogle af dem er stærkt optaget af politik.

”I dag følger valgretsalderen jo myndighedsalderen, når man bliver økonomisk ansvarlig. Men valgretsalderen kunne jo lige så godt følge den kriminelle lavalder, som man lige har sat ned fra 15 til 14 år. Hvis man skal tage ansvaret for ens handlinger, kan der være en vis logik i, at man også skal have ret til at bestemme over det Folketing, der laver lovene.”

De 16-17-årige spillede en enorm rolle under modstandskampen. Det er dem, vi i dag betragter som besættelsestidens frihedshelte. Paradokset er – også i dag - at man sætter en bestemt alder, selvom det udelukker nogle få, der er meget optaget af politik og demokrati.
Peter Øvig Knudsen, forfatter