Når demokratiets dør åbnes på klem
Kvinder, tjenestefolk og unge. Flere befolkningsgrupper var uden stemmeret, da folkestyret afløste enevælden. Og hver gang demokratiet siden er blevet udvidet, har der været modstand. Også forslaget om 16-års valgret møder modstand.
Af: Arne Simonsen
Fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser, fattige – og unge. Det var de grupper, der stadig var uden stemmeret, da enevælden blev afskaffet. Da grundloven blev indført i 1849, skulle man således være boligejer, mand og over 30 år for at kunne stemme.
Siden har politikere og vælgere kun nølende udvidet demokratiet. Det har været en lang, sej kamp med talrige parlamentsdebatter og folkeafstemninger, før kvinder, tjenestefolk, fattige og yngre personer har fået adgang til valgurnerne, påpeger professor Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet:
”Man havde en meget patriarkalsk forestilling om, at de eneste, der skulle bestemme, var ældre, besiddende mænd. Unge havde ofte hverken husholdning eller ansatte, så de skulle ikke bestemme noget. Den tankegang har jo været længe om at forsvinde,” siger Tim Knudsen, der har dansk demokratihistorie som forskningsfelt.
Unge krigshelte belønnes
Da kvinder og fattigfolk fik stemmeret i 1915, var personer under 30 år fortsat udelukket fra stemmeboksene. Nedsættelsen af valgretsalderen til de nuværende 18 år er sket ad fem omgange, hvor samfundsudviklingen har presset valgretsalderen ned.
Eksempelvis gødede de unges deltagelse i modstandsbevægelsen jorden for, at flere unge blev lukket ind i demokratiet. I 1953 - efter syv års debat - blev valgretsalderen således sat ned fra 25 til 23 år. Politikerne ønskede at anerkende ungdommens indsats under 2. verdenskrig, hvor mange modstandsfolk var ganske unge.
Ungdomsoprørere straffes
Også ungdomsoprøret har påvirket valgretsalderen – i første omgang dog i negativ retning. Ungdomsoprøret forsinkede nemlig indførelsen af 18-års valgret, fastslår professor Jørgen Elklit fra Aarhus Universitet.
I 1969 blev der afholdt en folkeafstemning om at sænke valgretsalderen fra 21 til 18 år, men forslaget faldt med et brag. Kun 13,5 procent af vælgerne mente, at unge på 18-20 år var gamle nok til at stemme:
”Det var et ’nej tak’ fra den brede befolkning. Nu var der sgu for meget ballade med de der unge. Og derfor ville man ikke nedsætte valgretsalderen. Det var en modreaktion mod ungdomsoprøret,” siger Jørgen Elklit fra Institut for Statskundskab.
I første omgang satte ungdomsopgøret således en stopper for 18-års valgret, men i løbet af nogle år skabte 68’ernes opgør med autoriteter og patriarker grobund for, at valgretsalderen blev sænket i løbet af 70’erne, konstaterer professor Jørgen Elklit.
18 år på et hængende hår
Selve kampen for 18-års valgret varede omkring 15 år. Allerede i 1964 blev der i Folketinget fremsat et forslag om at give 18-årige stemmeret, men folketingsflertallet manglede. Og der skulle tre folkeafstemninger til, før 18-års valgret var en realitet.
Det var kun med nød og næppe, at de 18-årige fik stemmeret, da valgretsalderen var til folkeafstemning i 1978. Mindre end 175.000 stemmer skilte vandene. 33,8 procent af vælgerne stemte for, mens 29,1 procent stemte imod. Hvis blot 30 procent af vælgerne havde været imod, så var 18-års valgret ikke blevet indført.
”Det var meget snært. Det var kun de allermest letsindige af os, der ville have indgået væddemål på, at det ville lykkes med 18-års valgret. Det var en meget kneben sejr,” siger DUFs daværende generalsekretær, Jens Clausager, der stod bag ’Komiteen for 18-års valgret’, som førte kampagne op til valget.
Før folkeafstemningen i 1978 viste meningsmålinger, at omkring 35 procent var imod 18-års valgret, 30 procent var positive, mens 35 procent var i tvivl. DUF og valgretskomiteen indrykkede derfor helsides annoncer i aviser og dameblade, hvor kendte politikere og skuespillere skulle overbevise tvivlerne:
”Vi gik målrettet efter kvinder fra 35 til 50 år. De havde simpelthen ikke tiltroen til, at deres lille Peter eller lille Sofie på 18 år kunne tage stilling til politik. I annonce-kampagnen gik populære skuespillere som Helle Virkner, Ove Sprogø og Klaus Pagh ind for 18-års valgret. Jeg tror, at det gjorde udslaget.”
Kampen for 16-års valgret
Blandt de mange kulturpersonligheder, der talte varmt for 18-års valgret, var forfatteren Klaus Rifbjerg. Også i dag mener han, at valgretsalderen bør sænkes, så 16-17-årige får stemmeret:
”Selvfølgelig skal valgretsalderen sænkes, så de unge mennesker kan komme til at beskæftige sig med andet end X-faktor, alkohol og deres kønsliv. Det kræver naturligvis en vis modenhed at tage del i konstitutionelle afgørelser, men mon ikke det er som med appetitten: den kommer, mens man spiser.”
Men helt i tråd med valgrettens hidtidige historie møder forslaget om at give 16-17-årige stemmeret også modstand. Og det bliver uhyre svært at få åbnet demokratiets dør, forudser Jens Clausager, der ledede kampagnen for 18-års valgret:
”Det var en kamp at få sænket valgretsalderen til 18 år. Både i Folketinget og i befolkningen var der en konservativ gruppe, der mente, at vi unge ikke var modne og dygtige nok. Og kampen for 16-års valgret vil også blive meget hård.”
Med grundloven i 1849 fik mænd stemmeret, hvis de var ’besiddende’ og over 30 år. Og da kvinder og fattige fik stemmeret i 1915, var personer under 30 år fortsat udelukket fra stemmeboksene.
Siden er nedsættelsen af valgretsalderen til de nuværende 18 år sket ad fem omgange: i 1918, 1953, 1961, 1971 og 1978.
I 1918 blev valgretsalderen sat ned fra 30 til 25 år. Ved grundlovsændringen i 1953 blev valgretsalderen sænket fra 25 til 23 år. I 1961 blev den sænket til 21 år. I 1971 fik den et nøk nedad til 20 år. Den seneste justering skete i 1978, da valgretsalderen blev sænket fra 20 til 18 år.
DUF stod bag oprettelsen af ’Komiteen for 18-års valgret’, der førte kampagne for at sænke valgretsalderen.
Statsminister Anker Jørgensen (S) var formand for komiteen, der havde en lang række kendte politikere, kulturpersonligheder, mediefolk, eksperter og organisationsfolk som medlemmer.
Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Helveg Petersen (R), Gert Petersen (SF), LO-formand Thomas Nielsen, forfatter Klaus Rifbjerg, skuespiller Helle Virkner, chefredaktør Herbert Pundik og professor Mogens Fog var blandt komiteens 45 præsidiemedlemmer.
For 18-års valgret ved folketingsdebat i 1978:
Ønsker vi, at vort politiske demokrati skal bestå, må vi også forstå at drage så mange som muligt med i den beslutningsproces, som det politiske arbejde jo i virkeligheden er.
Anker Tang Sørensen, Fremskridtspartiet
For 18-års valgret ved folketingsdebat i 1978:
I en situation med en høj arbejdsløshed, der især rammer ungdommen, må det være væsentligt, at den del af ungdommen, der har personligt og økonomisk ansvar i egne anliggender, også får mulighed for at få indflydelse på Folketingets arbejde. Det vil kunne styrke ungdommens tillid til demokratiet.
Uffe Ellemann-Jensen, Venstre
Imod 18-års valgret ved folketingsdebat i 1978:
Kristeligt Folkeparti var i sin tid modstandere af, at man nedsatte myndighedsalderen fra 20 til 18 år. Vi mente, det var forkert at fratage de unge under 20 år den beskyttelse, der lå i, at myndighedsalderen først indtraf ved det 20. år. Derfor mener vi, at det er logisk også at være modstander af 18-års valgret.
Bent Honoré, Kristeligt Folkeparti
Imod 18-års valgret ved folketingsdebat i 1978:
Den konservative folketingsgruppe finder, at tidspunktet for en afstemning om 18-års valgretsalder burde have ventet en del år endnu. Jeg tror, vi skal vente et par år, til meningsundersøgelser vil vise, at der ude i befolkningen er samme flertal, som der er i Folketinget.
Henning Grove, Konservative
Man havde en meget patriarkalsk forestilling om, at de eneste, der skulle bestemme, var ældre, besiddende mænd. Den tankegang har jo været længe om at forsvinde.
Tim Knudsen, professor, Københavns Universitet
Det var kun de allermest letsindige af os, der ville have indgået væddemål på, at det ville lykkes med 18-års valgret. Det var en meget kneben sejr. Jens Clausager, leder af valgretskampagnen i 1978
Selvfølgelig skal valgretsalderen sænkes, så de unge mennesker kan komme til at beskæftige sig med andet end X-faktor, alkohol og deres kønsliv.
Klaus Rifbjerg, forfatter og fortaler for 16-års valgret