
Prøvevalg for unge styrker demokratiet

Sidste år afholdt 31 kommuner prøvevalg for 50.000 unge på 16-17 år. En valgforsker og de unge selv mener, prøvevalgene har styrket demokratiet. Og flere kommuner arbejder nu på at give de unge øget indflydelse.

”Prøvevalgene har klart været med til at sætte unges demokratiske deltagelse og 16-års valgret på dagsordenen - det er der ingen tvivl om.”
Valgforskeren understreger, at prøvevalgene ikke kun handlede om selve afstemningen. I skolerne er tusindvis af unge blevet undervist i demokrati og valgret. Og kommunerne har lavet debat-arrangementer, valgevents og borgermøder:
”Man har ikke tidligere i historien set så store arrangementer for unge med så stor tilslutning,” siger Klaus Levinsen, der forsker i unges vælgeradfærd.
Stemmer for sjov
Selvom de 16-17-årige var meget engagerede i skolernes demokrati-undervisning op til prøvevalgene, og selvom titusindvis af unge deltog i lokale debat-arrangementer, så deltog kun hver femte i selve afstemningen. Til sammenligning stemte 45 procent af de 19-21-årige ved kommunalvalget – unge er desuden generelt mere interesserede i landspolitik end lokalpolitik.
Den beskedne deltagelse er imidlertid ikke udtryk for, at de 16-17-årige er uinteresserede i politik. Det er i lige så høj grad et udtryk for, at de unge fravalgte selve afstemningen, fordi der alene var tale om et prøvevalg, hvor stemmerne alligevel ikke talte med, påpeger valgforskeren. Den vurdering deles af en række ungdomsorganisationer, der bakkede op om prøvevalgene.

"Der var helt sikkert mange, der ikke gad stemme, fordi ens stemme ikke talte med i det samlede resultat. Hvis det var alvor, så havde mange flere udnyttet muligheden for at sætte deres kryds," vurderer Pelle Dam, der er formand for SF Ungdom. Og trods en stemmeprocent på 20,2 mener han, at prøvevalgene var en stor succes.
"Der blev gennemført masser af demokratidage og andre spændende aktiviteter rundt omkring i landet. Der er blevet sat fokus på lokalpolitik blandt unge, og det er vigtigt. De unge skal have øjnene op for, at byrådene faktisk beslutter masser af ting, som kommer de unge ved - fx om den kollektive transport eller den lokale ungdomsklub," siger formanden for SF Ungdom, der sammen med 12 andre ungdomsorganisationer var med til at sætte fokus på prøvevalgene.

Reel indflydelse
De 31 kommunale prøvevalg har desuden sat gang i en række initiativer, der skal styrke de unges demokratiske deltagelse – blandt andet i Allerød, hvor den konservative borgmester går ind for 16-års valgret:
”Måske ville hovedparten af de 16-17-årige stemme rødt, hvis de for fremtiden fik stemmeret. Men hvad så? Det ville da være utroligt enøjet, hvis man kun tænkte på, om 16-års valgret ville gå ud over De Konservative. Lad os dog udvide spektret og få et bredere demokrati,” siger borgmesteren i Allerød Kommune, Erik Lund.
I forbindelse med prøvevalgene har flere kommuner – heriblandt Allerød, Nordfyn, Skanderborg, Fredericia, Frederikssund, Silkeborg og Slagelse – således etableret ungdomsråd, så flere unge inddrages i nærdemokratiet. Desuden har flere kommuner udarbejdet en ungdomspolitik som følge af prøvevalgenes fokus på unges deltagelse.
”De unge mennesker interesserer sig rigtig meget for, hvad der foregår i deres lokalmiljø. Det skal de have indflydelse på,” siger Allerøds borgmester.
Op til kommunalvalget i november 2009 afholdt 31 kommuner prøvevalg, hvor 50.629 unge havde mulighed for at stemme. 20,2 procent af de 16-17-årige deltog i prøvevalgene. Den gennemsnitlige stemmeprocent dækker imidlertid over store udsving. I Ikast-Brande var stemmeprocenten næsten 90 procent, mens den var knap ti procent i Ishøj.
DUF og KL involveret
Køge var den første kommune, der lancerede planen om et prøvevalg. Det skete i et samarbejde med Kommunernes Landsforening og DUF, der oprindeligt fostrede ideen. DUF og Kommunernes Landsforening rådgav prøvevalgs-kommunerne og etablerede et netværk, hvor de udvekslede erfaringer om prøvevalg og inddragelse af unge.
13 ungdomsorganisationer
Via initiativet ’Ungvalg 2009’ satte 13 børne- og ungdomsorganisationer fokus på prøvevalgene. Kampagnen, som DUF støttede, arrangerede debatmøder og kommunikerede med de unge via Facebook, sms og YouTube. KFUM-Spejderne, Danske Skoleelever, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og flere politiske ungdomsorganisationer var blandt de deltagende organisationer.
Politisk balance
Ud af de 31 kommuner, der afholdt prøvevalg, havde 15 en borgmester fra Venstre eller Konservative, og 15 kommuner havde socialdemokratiske borgmestre. En enkelt kommune havde en borgmester fra en lokalliste.
Digitale prøvevalg
Hele 25 kommuner brugte elektronisk afstemning til prøvevalget, hvor de unge stemte via internet eller SMS. Fem kommuner havde et traditionelt fremmøde-valg. Og en kommune, Århus, brugte elektroniske stemmebokse. I fremtiden ønsker kommunerne digitale kommunalvalg, og prøvevalgene var således en oplagt mulighed for at afprøve teknikken.
Forskere undersøger prøvevalg
Syddansk Universitet er ved at bearbejde resultaterne af prøvevalgene som en del af en større undersøgelse af kommunalvalget i 2009. Det forventes, at forskningsprojektet bliver offentliggjort i foråret 2011.
Kommunalpolitikere om prøvevalgene
Prøvevalget var en rigtig god lejlighed til at engagere de 16-17-årige i det lokale demokrati. Samtidig har vi fået vigtig erfaring med at afvikle valg elektronisk.
Jens Grønlund, gruppeformand (V), Skanderborg Kommune
Prøvevalget var med til at skærpe de unges interesse for politik, så de er varmet op, når de fylder 18 år og får stemmeret for alvor.
Hans Ole Sørensen, gruppeformand (V), Lolland Kommune
Jeg betragter det nærmest som anskuelighedsundervisning i demokrati. Prøvevalget medførte et hidtil uset aktivitetsniveau blandt de unge, hvad angår politik.
Steen Egede, udvalgsformand (DF), Odsherred Kommune
Det elektronisk prøvevalg for de unge 16-17-årige var med til at styrke den demokratiske deltagelse i lokalpolitik. Tilmed øgede den valgdeltagelsen blandt de 18-årige. Vi fik en livlig debat blandt andet gennem demokratiundervisning på ungdomsuddannelserne, valgmøder og særlige grupper på Facebook. Netop på grund af den store involvering opnåede vi den højeste stemmeprocent blandt de deltagende kommuner.
Jørgen Glenthøj, borgmester (C), Frederiksberg Kommune
Prøvevalgene har klart været med til at sætte unges demokratiske deltagelse og 16-års valgret på dagsordenen - det er der ingen tvivl om.
Klaus Levinsen, lektor, Syddansk Universitet
Der var helt sikkert mange, der ikke gad stemme, fordi ens stemme ikke talte med i det samlede resultat.
Pelle Dam, formand, SF Ungdom
Måske ville hovedparten af de 16-17-årige stemme rødt, hvis de for fremtiden fik stemmeret. Men hvad så? Lad os dog udvide spektret og få et bredere demokrati.
Erik Lund, borgmester (C), Allerød Kommune
