
Ældre generationer ekskluderer millioner af unge

De talstærke unge i Afrika og Mellemøsten ønsker mere demokrati, viser undersøgelser.
Men ungdommen kommer ikke til orde, fordi kulturelle og sociale normer blokerer for de unges indflydelse.
Unge arabere og afrikanere er klar til at deltage i demokratiet. Men de skal først have en stemme.
Demokrati er øverste prioritet for 65 procent af den arabiske ungdom. Det viser undersøgelsen Arab Youth Survey fra 2010, som bekræfter en klar stigning siden 2008. Her toppede demokratiske styreformer ’kun’ ønskelisten hos halvdelen af de unge i Mellemøsten.
Trods røster om mere ungeindflydelse – senest i Det arabiske forår – tyder meget på, at unges politiske indflydelse ikke bliver realiseret lige med det samme. Selv om antallet af unge langt overstiger antallet af ældre i Mellemøsten, Nordafrika og udviklingslandene, er samfundene stadig domineret af de ældste generationer.
83 procent af de arabiske unge fra Arab Youth Survey mener da også, at forældrene har meget indflydelse på deres liv.
Ældre styrer samfundet
Det er nemlig ikke bare politisk, at unges indflydelse er marginaliseret. Mange samfund i den arabiske verden og i udviklingslandene er gennemsyret af et generationshierarki: rundt om spisebordet hjemme i familien, på skolebænken og på jobbet.
Inden for alle dele af samfundet anses unge mennesker ikke for seriøse og vigtige medspillere. Derfor har selv mange ungdomsorganisationer og institutioner for unge i årevis været styret af den ældre del af befolkningen uden forbindelse eller dybere kendskab til unges udfordringer og interesser.
350 millioner unge
I nogle afrikanske lande har politikerne allerede rettet opmærksomhed mod ungdommen (15-24-årige). En befolkningsdel i Afrika, der ifølge World Youth Report 2007 vil være næsten fordoblet i 2050 og udgøre 350 millioner mennesker.
Det ændrer dog ikke ved, at unge i udviklingslandene traditionelt set placeres meget lavt i generationshierarkiet. Det fremgår helt tydeligt af rapporter fra flere afrikanske lande. Ofte er unge mennesker fastlåst i en social position, hvor de er afhængige af voksne og har svært ved at præge deres egen livssituation. I mange samfund eksisterer unge ikke som en selvstændig kategori – flere afrikanske lokalsprog ejer ikke et ord for ’unge’. Ungdommen opfattes udelukkende som et stadie, der skal overstås, så man kan blive voksen.
Unges deltagelse er kun symbolsk
Unge bliver ikke taget seriøst, og de bør ikke stille spørgsmål til de beslutninger, der træffes. Det er ikke kutyme, at unge ytrer deres mening, lyder konklusionerne fra undersøgelser i Zimbabwe, Uganda, Tanzania og Rwanda udarbejdet for DUF i 2009 og 2010.
Resultatet bliver, at unges deltagelse ofte bare er symbolsk, fordi de ikke har en reel stemme, når de mødes med ældre.
Ungdommen opfattes udelukkende som et stadie, der skal overstås, så man kan blive voksen.
Nina Lundbye, International konsulent i DUF
