Tip en ven

Presseklip Januar 2011


Unge politikere: Sænk valgretsalderen

31.01.11

I dag diskuteres det på Christiansborg, hvordan man får engageret unge i politik. Dansk Ungdoms Fællesråd står bag konferencen, og rådet foreslår, at valgretsalderen sættes ned til 16 år, fortæller rådets formand, Martin Justesen. Alexander Petersen, DSU, er enig i, at alderen bør sænkes. Rikke Lauritzen, Frederiksberg Kommune, tror, at de unge ville stemme, hvis de fik muligheden. Mads Pedersen fra Ungerådet på Fanø pointerer, at der skal oprustes i skolens samfundsfag, så de unge er bedre rustet, hvis de får muligheden.

Bragt i DR P3 Nyhederne kl. 12.00 og DR P4 Radioavisen kl. 15.00

 

 

Debat om valgretsalderen

31.01.11

DUF arbejder ihærdigt på at sætte valgretsalderen ned til 16 år, og i dag stod det bag en konference om emnet. "Hvis man har mulighed for at stemme" "så er det også sjovere at følge med i politik", siger formand, Martin Justesen. Sagen om de unges valgret er også rejst i Europarådet, hvor de 47 medlemslande til april ventes at komme med en indstilling. "Østrig har indført det, og en lang række tyske delstater har indført det" ... "så det er reelt nok at diskutere i Europarådet", siger Mogens Jensen (S), der er medlem af Europarådet. Forhenværende folketingsformand Christian Mejdahl (V) siger, at en eventuel nedsættelse af valgretsalderen skal til folkeafstemning, og han tvivler på, at den vil gå igennem. Kommunalordfører Rasmus Jarlov (K) vil ikke nedsætte valgretsalderen. Det kræver nemlig en vis erfaring med samfundet, før man er klar til at stemme, mener han. Den holdning deles ikke af politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Enh.).

Bragt i DR2 Deadline kl. 17.00

 

 

Nydanskere: Ghettochikane er helt uacceptabel

31.01.11

Dialogen er afgørende, hvis den religiøse forfølgelse skal stoppes, mener Ny-Dansk Ungdomsråd  og tager skarpt afstand fra episoder i Vollsmose, hvor flere beboere med kristen og jødisk baggrund er fraflyttet eller gået under jorden. I Gellerup har kirken ansat vagtværn. ”Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Det her viser, at vi er nødt til at komme i langt bedre dialog med de unge ude i de her områder”, siger formand, Samira Ahmad. Rådet er i gang med at nedsætte en 'ghettokommission' bestående af 12 unge beboere fra de 28 områder, der af regeringen er blevet kaldt de »sorte pletter«.
”Der bor en masse mennesker i disse områder, som bliver overhørt i debatten. Hvis chikanen skal stoppes, så kræver det, at vi får de unge i tale”, siger Samira Ahmad.

Bragt på Politiken.dk

 

 

KAMMERATER...højt agtede læsere og borgere i Danmark

31.01.11

I anledning af DUFs demokrati-konference på Christiansborg bidrager Torben Nielsen i et indlæg på det borgerlige debatsite 180grader.dk til debatten om 16-års valgret. Forslaget om, at ”danske, forkælede teenagere” skal kunne deltage i den demokratiske proces mangler ifølge debattøren realisme. ”Hvorfor fa'en ska' danske teenagere på 16 ha' valgret, når de ikke engang ka' få lov at købe alkohol, eller smøger, endsige gå i solcenter?” spørger skribenten og foreslår videre: ”Skulle dette vanvid blive en realitet må vi vel forudse, at folketinget ska' abonnere på World of Warcraft og Itunes, så de indlemmede teenagere ka' få tiden til at gå, inden de ska' til fodboldtræning, eller fest hos en klassekammerat.” Debatindlægget har fået mange kommentarer med på vejen.

Bragt på 180grader.dk

 

 

Europarådet på vej mod 16-års valgret

30.01.11

Efter dansk opfordring skal forslaget om at indføre 16-års valgret i alle Europarådets 47 medlemslande til april diskuteres af parlamentarikere. Allerede i dag har Østrig indført 16-års valgret til alle valg, og Europarådet forventes at anbefale andre medlemslande at indføre 16-års valgret for at fremme unges deltagelse i civilsamfundet til såvel lokale, regionale og landsdækkende valg. Mogens Jensen (S) håber på en endelig vedtagelse ved Europarådets session i april måned. ”Det er vigtigt at inkludere og motivere de unge, dels fordi vælgerbefolkningen får en langt større vægt af ældre i de kommende år, og fordi unge i dag har pligter og ansvar i samfundet og er klar til at påtage sig et demokratisk ansvar,” siger han i forbindelse med, at Valgretskommissionen under DUF holder konference om 16-års valgret på Christiansborg.

Bragt på UngNyt.dk og Socialdemokraterne.dk

 

 

Klummen: At rejse for at overleve

28.01.11

At rejse giver mulighed for at leve i nuet, overleve den vante hverdag og ikke mindst udleve fantasierne og drømmene, skriver formand for Ny-Dansk Ungdomsråd, Samira Ahmad, i sin klumme i MetroXpress efter en uges ferie i Jordan. Men rejsen behøver ikke at være over landegrænser, for der er nemlig også nok af destinationer i Danmark. Ellers kan man jo også tage et smut forbi biblioteket og rejse gennem litteraturen til fjerne lande, kulturer og folkeslag. ”Hver gang jeg rejser, oplever jeg, hvilken fantastisk følelse, det er at forsvinde bort fra det velkendte og titte ind i en anden verden - og det er næsten lige så godt i virkeligheden som i fantasien,” skriver Samira Ahmad.

Bragt i MetroXpress

 

 

Kreativt kaos i 48 timer

27. 01.11

Ridehuset i Århus danner ramme om en kulturfestival, hvis program 150 unge kreative kræfter strikker sammen på rekordtid: 14 verdenspremierer på 48 timer. Bag begivenheden står Frontløberne og teaternetværket Quonga, som har fået økonomisk støtte fra DUF. Teaternetværket Quonga har til opgave at synliggøre og støtte vækstlaget indenfor århusiansk scenekunst. Frontløberne er et med fokus på produktion af kulturelle projekter og events for, af og med unge i Aarhus.

Bragt i Århus Stiftstidende

 

 

Unge kvinder giver venstrefløjen boost

26.01.11

De unge er den mest venstreorienterede generation i Danmark. Det er kvinderne, der gør de unge så røde. Det skriver Johannes Andersen, samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet, på baggrund af en ny analyse indsamlet af Gallup december 2010 for DUF.
De unge mellem 16 og 26 år er i dag den mest venstreorienterede generation i Danmark. Bag disse tal ligger imidlertid nogle interessante kønsforskelle. For det er nemlig de unge kvinder, der trækker denne generation til venstre: 45 pct. af de unge kvinder ville stemme på enten Enhedslisten eller SF, hvis der var valg i morgen. Inddrages Socialdemokraterne i analysen, stemmer to ud af tre unge kvinder, dvs. 66 pct., på et venstrefløjsparti.

Bragt i Politiken og på politiken.dk

 

 

Dystre udsigter for unge i Nordafrika og Mellemøsten

25.01.11

Nordafrikas og Mellemøstens unge har en af verdens højeste arbejdsløshedsprocenter, og intet tyder ifølge en rapport fra FN's arbejdsorganisation, ILO, på, at det vil blive bedre i 2011. En af hindringerne for at udvikle nye job er, at mange af de dygtigste unge mennesker gennem tiderne er rejst til udlandet, siger Anne Nybo, mellemøstkonsulent i DUF. "Der er og har været en virkelig stor hjerneflugt. Det bremser også evnen til at generere nye arbejdspladser," siger hun. Mange af de statslige uddannelsesinstitutioner i Mellemøsten sender de unge ud med dårlige og gammeldags kvalifikationer, forklarer Anne Nybo: "Så der er ikke blot mangel på arbejdspladser. De unge er heller ikke klar til at honorere nutidens krav."

Bragt i Kristeligt Dagblad

 

 

Ingen pris for indsats for unge

22. 01.11

Indsatsen for at skabe gode vilkår for unge i hele kommunen var ikke nok til at sikre Faaborg-Midtfyn titlen "Årets ungdomskommune 2011", som hvert år uddeles af DUF.
I stedet blev det Vejle Kommune, som løb med æren, mens dommerkomitéen placerede Odense på andenpladsen og Gribskov Kommune på tredjepladsen. 12 kommuner var nomineret til for at gøre en ekstraordinær indsats for at forbedre unges muligheder.

Bragt i Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende

 

 

Nedergaard vender på en tallerken

19.01.11

Undervisningsminister Tina Nedergaard har skiftet mening og trækker tidligere forslag om at give kommunerne mulighed for at sænke tilskud til lokaleleje til folkeoplysningens aktiviteter tilbage. Folkeoplysningsudvalgets forslag har mødt bred kritik og især DUF har været bekymrede for konsekvenserne af kommunernes øgede frihed. Regeringen lader dermed punktet om tilskud til lokaleleje stå udenfor lovforslaget.

Bragt på Altinget.dk

 

 

Nedergaard til folkeoplysningen: Penge er ikke alt

19.01.11

Regeringen har trukket sin støtte til et forslag om nye regler for lokaletilskud. Det fremgik af ministerens redegørelse i et samråd i Folketingets uddannelsesudvalg. DUF havde protesteret, fordi forslaget indebar, at kommunerne kunne give forskellig størrelse lokaletilskud til forskellige foreninger efter eget valg.

Bragt i DFS

 

 

Minister freder ungdomsforeninger

19.01.11

Spejderbevægelser og ungdomsforeninger ånder lettet op, efter at undervisningsminister Tina Nedergaard (V) har afvist at give kommunerne mulighed for at forskelsbehandle foreninger i forhold til lokaletilskud. Oprindelig havde folkeoplysningsudvalget i forbindelse med en lovændring ellers anbefalet at give kommunerne mere frie hænder til at fordele penge til foreningernes lokaler. Undervisningsministeren sagde, at hun efter at have lyttet til kritikken "ikke ønsker at medtage det differentierede lokaletilskud i lovforslaget. Det vil afføde en vis kritik og også nogle bekymringer (...) så det kommer ikke med". Den melding glæder DUF: "Ministeren har på den måde sikret en fortsat støtte til de små religiøse og politiske foreninger, som ikke har ressourcer til at lave lobbyarbejde over for kommunerne, og som derfor ville blive tabt i det her spil," siger næstformand i DUF Rune Siglev.

Bragt i Kristeligt Dagblad og Ritzau

 

 

Jeg er afghansk dansker - hvad er du?

14.01.11

Formand for Ny-Dansk Ungdomsråd, Samira Ahmad, fortæller i sin klumme om den svære erkendelse at opfatte sig selv som en ”bindestregs-dansker”. Efter hun i sommeren 2008 for første gang satte sine ben på afghansk jord og besøgte sine bedsteforældre i Kabul, fik hun for alvor en forståelse for, hvem hun er, og det at være dansk på sin helt egen måde. ”Tja, jeg skulle vel lige samle modet til ikke bare at se mig selv i øjnene, men at se hele Danmark i øjnene og stolt turde sig: ”Jeg hedder Samira, og jeg er bindestregsdansker.” Jeg lærte mig selv at være afghansk dansker,” skriver hun.

Bragt i MetroXpress

 

 

Danskheden til diskussion

14.01.11

For 8. og 9. klasserne på Klostermarksskolen har integrationsdebat senest fyldt meget på skemaet. Arbejdet nåede onsdag et foreløbigt højdepunkt, da eleverne fik lov til at bruge deres nye kundskaber i et møde med Samira Ahmad og Ahsan Bilal Ameen fra Ny-Dansk Ungdomsråd. Temaet har ifølge de ansvarlige lærere fået eleverne til at reflektere mere over, hvad det vil sige at være dansk, og forholde sig til det samfund, de lever i.
”Vi prøver at få dem til at deltage ved sige: Deltag! Vær med! Men i sidste ende prøver vi så vidt muligt at lade eleverne tage stilling selv,” siger samfundsfags- og religionslærer Lotte Nowack.

Bragt på RoskildeMediecenter.dk, Roskilde Avis, lokalavisen.dk og aarhus.lokalavisen.dk

 

 

16-års valgret i Tanzania?

14.01.11

Ungdommen i Tanzania har modet til at gribe de udfordringer, landet står overfor. Så hvorfor har de ikke 16-års valgret i Tanzania? Det skriver Morten E. G. Jørgensen, styrelsesmedlem for Venstres Ungdom, i en reportage efter et skelsættende møde med landets unge. Morten E. G. Jørgensen har besøgt Tanzania med en delegation fra DUF og har mødt demokratiforkæmperne fra Ungdomsorganisationen Tayodea. Han var på mange måder overvældet af oplevelsen:
”Mit syn har ændret sig. Faktisk giver det netop mening at holde festtaler her om demokrati og ungeinddragelse! Efter mit møde med ungdommen må jeg blot sige: Der er håb for fremtiden – elendighed og udfordringer til trods,” skriver han.

Bragt på u-web.dk

 

 

Unge er de nye 68'ere

13.01.11

Nutidens unge giver selv 68-generationen baghjul, når det gælder politisk aktivisme. De helt unge danskere mellem 16 og 26 år er nogle af de mest aktive i politik. Det skriver Johannes Andersen, lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet og medlem af Valgretskommissionen i et debatindlæg. Ud af 11 forskellige måder at deltage i demokratiet på - som f.eks. deltagelse i en demonstration, medlemskab af et politisk parti mv. - ligger de unges deltagelse helt i top med en gennemsnitlig deltagelse på 2,2 mod et generelt gennemsnit på 1,9. Det fremgår af data om danskernes politiske deltagelse i 2010, indsamlet af Gallup for DUF. 68-generationens tradition for politisk aktivisme er fortsat tydelig, når man kigger på tallene. Men end ikke 68'erne er på niveau med 16-26-årige, lyder det fra valgforskeren på baggrund af undersøgelsen.

Bragt i Politiken

 

 

Nej - vi er ikke, hvad vi har været

13.01.11

I sin klumme i Vejle Amts Folkeblad stiller medlem af Ny-Dansk Ungdomsråd, Tarek Hussein, skarpt på ungdom, uddannelse og medborgerskab. I denne uge kritiserer han politikernes negative retorik omkring unges sabbatår inden studierne. Han kalder det en hån, når politikerne definerer pausen som et fjumreår og påpeger, at unge i dag er mere selvstændig og innovativ end nogensinde før.”Smid dog pisken og den negative retorik og giv os det ansvar, som vi i højeste grad er berettiget til, og som vi også kan leve op til, hvis vi får chancen!”

Bragt i Vejle Amts Folkeblad 

 

 

Temaaften om sundhed - er din forenings medlemmer sunde nok?

07.01.11

Vordingborg Fritidsråd sætter fokus på arbejdet med sundhed, når foreningen ikke har idræt som hovedaktivitet. Vordingborg Sundhedscenter vil 12. januar skabe rammen for debat og handling i de lokale foreninger og giver på mødet input om sundhed og fritid. Alle foreningsledere og bestyrelsesmedlemmer er velkomne til temaaftenen, som holdes i samarbejde med DUF og Vordingborg kommune.

Bragt i Ugebladet for Møn og Sjællandske

 

 

Søges: Digitale valgstrategier

06.01.11

Hver tiende ung får sin primære viden om politik på Facebook. Det viser en undersøgelse foretaget af Gallup for DUF. Men hvis partierne bruger Facebook til envejskommunikation, risikerer de at tale forbi de unge, mener adjunkt Reimer Ivang fra Aalborg Universitet, der forsker i digital teknologi og medier. ”Da Obama blev valgt til præsident i USA, viste han, hvordan man anvender nye medier og kanaler til at engagere ungdommen. Det bliver spændende at se, om de danske landspolitikere har lært lektien ved det kommende folketingsvalg i Danmark, eller om vi endnu en gang bliver skuffede over politikernes kreativitet og opfindsomhed,” siger Reimer Ivang.

Bragt i Markedsføring Online og KommunikationOgSprog.dk

 

 

Kholoud er en af fremtidens ledere

04.01.11

Jurastuderende Kholoud Ibrahim er en af de 20 unge nydanskere, der er startet på en lederuddannelse under DUF med støtte fra Integrationsministeriet. "Jeg vil gerne være advokat, og så har man jo brug for lederegenskaber. Man har et stort ansvar. Måske vil jeg endda være partner i et firma en dag om 20 år, når jeg har fået en masse erfaring," siger hun. Uddannelsen har fået navnet "Organisatorisk ledelse med fokus på politisk retorik" og strækker sig frem til april næste år. De 20 studerende, som alle kommer fra forskellige foreninger, mødes fire gange i løbet af et år, hvor de arbejder med ledelse.

Bragt i Lokalavisen.dk, Hillerød Posten, Hip.dk

 

 

Hvordan vil undervisningsministeren styrke folkeoplysningen?

03.01.11

Uddannelsesudvalget på Christiansborg har indkaldt undervisningsminister Tina Nedergaard til åbent samråd 18. januar. Spørgsmålene tager udgangspunkt i rapporten fra regeringens folkeoplysningsudvalg, og den socialdemokratiske uddannelsesordfører Christine Antorini spørger blandt andet ind til udvalgets forslag omkring lokaleregler, et forslag som især DUF har vendt sig imod: "Hvordan vil ministeren tage højde for den kritik, som en række ungdomsorganisationer inden for foreningsarbejdet har rejst, senest på DUFs delegeretmøde, om problemer ved at sænke kommunernes tilskud til lokaleleje?"

Bragt på dfs.dk