Does this HTML mail not display properly?  Click here
6. maj 2014
 

Ny kampagne skal få unge til stemmeurnerne


Et samarbejde med mere end 30 kommuner om at øge valgdeltagelsen og ’’husk at stemme’’-sms’er til 100.000 unge er blandt DUF – Dansk Ungdoms Fællesråds seneste initiativer, der skal få flere unge til at stemme ved Europa-Parlamentsvalget den 25. maj. Udenrigsminister Martin Lidegaard støtter initiativet.

Ved seneste Europa-Parlamentsvalg i 2009 var valgdeltagelsen i Danmark kun 59,5 procent, og det var især de unge, der fravalgte stemmeboksene. Derfor fortsætter DUF indsatsen for øget valgdeltagelse blandt de unge. Det sker med kampagnen "Valget er dit. Stem for demokratiet".

DUF-formand: ”Ikke hvile på laurbærrene”
I dagene op til valget den 25. maj vil op mod 100.000 førstegangsvælgere modtage ’’husk at stemme’’-sms’er, og på valgstederne i knap 20 kommuner vil alle vælgere blive tilbudt et klistermærke, der efter amerikansk tradition viser, at vælgeren har stemt og opfordrer andre til at stemme. DUF samarbejder desuden med Københavns Universitet om et stort forskningsprojekt, der skal kortlægge unges valgdeltagelse.

”Det er afgørende, at vi ikke hviler på laurbærrene efter succesen ved kommunalvalget, men fortsætter vores målrettede arbejde med at øge unges valgdeltagelse,” understreger DUFs formand, Signe Bo. ”Kun ved kontinuerligt at vænne unge til at deltage ved alle danske valg kan vi inddrage unge i demokratiet og sikre en fast, højere valgdeltagelse blandt unge.”

Udenrigsminister: "En indsats er vigtig"
Udenrigsminister Martin Lidegaard er enig i vigtigheden af at promovere valgdeltagelsen.

’’Den 25. maj får alle danskere mulighed for at beslutte, hvem der skal være Danmarks 13 europa-parlamentarikere de næste fem år, og afgøre, om Danmark skal deltage i den fælles patentdomstol. Jeg vil stærkt opfordre alle danske vælgere – ikke mindst de unge – til at udnytte den mulighed."

"Valget handler om vores alles fremtid – men jo ikke mindst om, hvordan den hverdag, som de unge vælgere vokser op i, skal se ud. Derfor er det ekstra vigtigt at få de unge til at stemme. Hvis man stemmer, første gang man kan, øges sandsynligheden for, at man også gør det resten af livet,” siger Martin Lidegaard, der mener, at det er væsentligt at holde fokus på stemmefremmende aktiviteter.

DUFs indsats for at øge valgdeltagelsen er forankret på valgsitet stem.dk, hvor vælgerne både kan læse om valget og få forståelse for valghandlingen. Indsatsen er resultatet af et samarbejde med Udenrigsministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Københavns Universitet og Europa-Parlamentets informationskontor i Danmark.

Fakta: Samarbejdet med kommunerne
DUF samarbejder med mere end 30 kommuner om at øge valgdeltagelsen ved Europa-Parlamentsvalget. Kommunerne deltager i ét eller flere ben af kampagnen, der omfatter indsamling af data om valgdeltagelse, udsendelse af sms til førstegangsvælgere og markering af valgdeltagelsen med klistermærke. Blandt de deltagende kommuner er Gentofte, Helsingør, Ballerup, Syddjurs og Herning kommuner. Se den fulde oversigt på stem.dk.


For yderligere citater eller information kontakt:

DUFs formand, Signe Bo, mobil: 51 55 71 73, e-mail: signebo@duf.dk
Politisk konsulent i DUF, Jens Nygaard Nielsen, e-mail: jnn@duf.dk 


Om DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

DUF er en service- og interesseorganisation for 70 landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer. Spejdere, studenterorganisationer, kirkelige foreninger, miljøorganisationer og de politiske ungdomsorganisationer er blandt medlemmerne. Knap hver anden dansker er eller har været aktiv i en af de ungdomsorganisationer, som DUF repræsenterer. DUF arbejder for at fremme unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet.

 
 
Dansk Ungdoms Fællesråd
 
 Scherfigsvej 5 | 2100 København Ø | Tlf. 3929 8888 | Fax 3989 8382 | duf@duf.dk 
 
Du modtager denne pressemeddelelse, fordi du er tilmeldt via vores website. Hvis du ikke længere ønsker at modtage pressemeddelelser via mail, kan du afmelde dig her

 
 Hvis du ønsker at opdatere din profil, kan du klikke her