Tip en ven

DUF udvikler foreningslivet

I 2009 har DUF sat foreningernes udvikling og vilkår på dagsordenen – både lokalt i kommunerne og i forhold til den økonomiske støtte. Resultatet er, at foreninger og kommuner nu øger samarbejdet, og foreningslivets økonomi er faldet på plads, så unge sikres et bredt udvalg af udviklende fritidstilbud.

I 2009 satte DUF børne- og ungdomsorganisationernes forhold og fremtid øverst på dagsordenen. Både Folkeoplysningsloven og Tips- og lottoloven, der hvert år sikrer foreningslivet flere hundrede millioner tilskudskroner, blev nemlig sendt til revision. Dermed var foreningernes økonomi, samarbejdsrelationer og aktivitetsmuligheder i spil – og der var behov for at fokusere på både økonomi og innovation.

I 2009 gennemførte DUF derfor en undersøgelse af 2.000 foreningers forhold i samtlige kommuner. Kortlægningen af lokalforeningernes vilkår er den mest omfattende i ti år. Undersøgelsen viser, at foreningernes vilkår varierer voldsomt fra kommune til kommune. Forskelsbehandlingen gælder blandt andet tilskud til lokaler, aktiviteter og lederuddannelse. Men undersøgelsen peger også på flere områder, hvor foreninger og kommuner kan hente inspiration.

Forenings-fyrtårne viser vej
Med udgangspunkt i kortlægningen har DUF i 2009 sat gang i flere tiltag, blandt andet udviklingsprojekter i Odense og Vordingborg. Og i 2010 har DUF, foreningslivet og Horsens Kommune også startet et udviklingsprojekt. Projekterne fungerer som fyrtårne, der viser vejen og forbedrer foreningernes vilkår på landsplan. Samtidig har DUF bidraget til at udvikle fritidspolitikker i flere kommuner og deltaget i en række konferencer om foreningsvilkår.

I 2009 kårede DUF desuden årets ungdomskommune. Prisen sætter fokus på unges indflydelse, livsvilkår og foreningstilbud rundt om i landet. Og som et nyt initiativ indstiftede DUF Foreningsprisen, der for første gang blev uddelt i 2009 – til Køgespejderne. Foreningsprisen gives til en forening eller et projekt, der styrker, synliggør og anerkender foreningslivet.

DUF taler foreningernes sag
I forbindelse med revisionen af Folkeoplysningsloven og Tips- og lottoloven har DUF talt børne- og ungdomsorganisationernes sag over for politikere og embedsfolk. Og til DUFs tilfredshed indgik de politiske partier en aftale i februar 2010, der sikrer foreningernes økonomi de kommende år. Tipstilskuddet kan dog udvikle sig negativt i fremtiden, og som foreningslivets talsmand følger DUF derfor nøje udviklingen.

Også i forhold til revisionen af Folkeoplysningsloven, der sætter rammerne for kommunernes tilskud til foreningslivet, har DUF i 2009 været stærkt involveret som høringspart. DUF er repræsenteret i Det nationale folkeoplysningsudvalg, der forbereder lovrevisionen – et arbejde, der fortsatte i 2010. Og DUF fortsætter ufortrødent indsatsen indtil lovgivningen er på plads, så foreningernes interesser varetages bedst muligt.


Læs mere om foreningsvilkår...

Læs mere om tips- og lottoloven...

Læs mere om folkeoplysningsloven...