
DUF varetager medlemmernes interesser
Spillelovgivningen og folkeoplysningsloven er de to love, som sætter rammerne for foreningslivets vilkår og økonomiske grundstøtte. Begge love var i 2010 under pres og revision. Derfor har det været en absolut hovedprioritet for DUF at sikre, at lovrevisionerne endte med at bevare den økonomiske støtte og gode vilkår for foreningslivet.
Ny spillovgivning
Fundamentet for det danske foreningsliv blev mere sikkert i 2010.
Det skyldes, at et enigt Folketing vedtog en ny spillelovgivning, der sikrer foreningslivet nogle stabile rammer i de kommende år, hvor markedet liberaliseres. DUF har sammen med de øvrige overskudsmodtagere været dybt involveret i forhandlingerne, der endte med, at fællesskabet i DUF-paraplyen løftes økonomisk fra og med 2012.
DUF glæder sig over aftalen, men understreger, at foreningslivets økonomi skal sikres, hvis lotto-salget falder. DUF følger fortsat udviklingen for tips- og lottotilskuddet nøje.
Læs mere om den nye spillovgivning
DUF sikrer foreningernes vilkår
I 2010 indledtes kampen om at sikre foreningslivets lokaletilskud, hvis eksistens er truet efter en rapport fra regeringens folkeoplysningsudvalg. DUF har været stærkt involveret som høringspart og har talt børne- og ungdomsorganisationernes sag.
Daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) nedsatte i december 2008 et udvalg, der skulle undersøge folkeoplysningens forhold og fremtid. Især kommunernes støtte til foreningslivet er til debat, og millioner af tilskudskroner er i spil, fordi folkeoplysningsloven fra 1990 skal revideres.
Kommunernes Landsforening stillede krav om afskaffelsen af en lovbestemt minimumssats på 65 %, hvilket vil betyde, at nogle kommuner vil skære endnu mere på foreningslivet, og at der vil være en større forskelsbehandling mellem forskellige typer af foreninger.
Derfor har DUF siden 2010 arbejdet målrettet på at sikre en fastholdelse af de nuværende lokaletilskudsregler – en indsats, der bar frugt i 2011.
Læs mere:
Fremtidens foreningsvilkår er på tegnebrættet
DUFs arbejde med folkeoplysning

