
Valgretskommission nedsat
2010 var året, hvor Valgretskommissionen blev nedsat for at give det danske demokrati et serviceeftersyn og undersøge, hvordan unges demokratiske engagement kan styrkes.
Det skete på DUFs initiativ i erkendelse af, at selv om flere partier støtter 16-års valgret, ønsker andre mere viden og debat.
Samtidig viser DUFs undersøgelser, at den danske ungdom har et oprigtigt ønske om at blive inddraget i den demokratiske proces, men at en voksende del af ungdommen - deres politiske interesse til trods – er afkoblet fra den demokratiske deltagelse.
Kommissionens 23 toppolitikere, eksperter og organisationsfolk fik derfor til opgave at afdække, hvilke tiltag der kan udbygge og modernisere den demokratiske inddragelse i fremtidens Danmark med særligt fokus på unges deltagelse.
Kommissionens arbejde kulminerede i december 2011, hvor en betænkning med 28 forslag til at styrke unges demokratiske engagement blev fremlagt og overrakt til både statsministeren og indenrigs- og økonomiministeren.

