Tip en ven

DUF fremmer unges deltagelse

I 2011 kulminerede Valgretskommissionens arbejde med 28 forslag til at engagere unge i demokratiet – det skete på DUFs initiativ. Ny-Dansk Ungdomsråd, som DUF står bag, arbejder på, at flere nydanskere stemmer. Også i Mellemøsten gør DUF en aktiv indsats for at styrke unges deltagelse i de spirende demokratier.

 

28 demokrati-forbedringer
DUF nedsatte i 2010 en valgretskommission for at give det danske demokrati et serviceeftersyn og undersøge, hvordan unges demokratiske engagement kan styrkes.

Undersøgelser viser, at den danske ungdom har et oprigtigt ønske om at blive inddraget i den demokratiske proces, men at en voksende del af de unge - deres politiske interesse til trods – er afkoblet fra den demokratiske deltagelse. 

Kommissionens 23 toppolitikere, eksperter og organisationsfolk fik derfor til opgave at afdække, hvilke tiltag der kan udbygge og modernisere den demokratiske inddragelse i fremtidens Danmark med særligt fokus på unges deltagelse. 

Kommissionen fremlagde i december 2011 sin betænkning med 28 forslag til at styrke unges demokratiske engagement og overrakte den til både statsministeren og indenrigs- og økonomiministeren.

 

Læs mere om 16-års valgret...

Læs mere om Valgretskommissionen...

 

Det er langt fra kun via arbejdet med 16-års valgret, at DUF engagerer unge i demokratiet. Gennem kurser, debatmøder, rådgivning og økonomisk støtte til foreningslivet styrker DUF unges samfundsengagement og demokratiske deltagelse lokalt, nationalt og globalt.


Flere unge nydanskere i stemmeboksen
DUF gør en særlig indsats i forhold til unge nydanskere. Ny-Dansk Ungdomsråd, som blev stiftet af DUF i 2010, kørte op til folketingsvalget 2011 en kampagne for at få flere nydanskere til at stemme. 

I samarbejde med lokale politikere, integrationsråd og foreninger afholdt Ny-Dansk Ungdomsråd en stribe debat-arrangementer for at gøre politik relevant for de unge i lokalområdet og give dem mulighed for at komme i dialog med de deltagende politikere. Møderne var et led i kampen for at øge valgdeltagelsen blandt nydanskere.

Læs mere om Ny-Dansk Ungdomsråd



DM i debat på Folkemødet 
DUF satte unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet på dagsordenen ved flere arrangementer på Folkemødet på Bornholm. 

DUF stod blandt andet bag nyskabelsen 'DM i debat', hvor politisk aktive unge dystede på argumenter. Otte skarpe debattører fra de politiske ungdomsorganisationer kæmpede om at blive danmarksmester i debat.



Støtter unges internationale stemmer

DUF støtter også danske unges samarbejde med unge i udviklingslandene og Mellemøsten. Gennem omkring 75 internationale projekter styrker DUFs medlemsorganisationer unges indflydelse i 20 forskellige lande.

I sommeren 2011 stod DUF bag et seminar i Egyptens hovedstad, hvor danske ungdomspolitikere diskuterede politik og udvekslede erfaringer med den næste generation af Mellemøstens politikere op til det første egyptiske parlamentsvalg siden det Arabiske Forår. 

Desuden fortsatte DUFs 28 unge ’dialogambassadører’ i 2011 sine aktiviteter i Egypten, Jordan og Danmark for at skabe dialog mellem Danmark og Mellemøsten.

Læs mere om DUFs internationale arbejde

Læs mere om DUFs Dialogambassadører