
Unge i forening
DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd er en interesse- og serviceorganisation for 70 børne- og ungdomsorganisationer: et fællesskab med 600.000 medlemmer.
DUF fremmer unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet:
- DUF er med til at udvikle børne- og ungdoms-organisationerne, så deres fritidstilbud fortsat er attraktive.
- DUF taler foreningernes sag og forbedrer rammerne for det frivillige foreningsliv.
- DUF gør unge aktive i samfundslivet og demokratiet – lokalt, nationalt og internationalt.
DUFs medlemmer består af 70 landsdækkende foreninger, der laver samfundsengagerende aktiviteter for børn og unge. Ungdomspolitik, spejderarbejde, religion, miljø, ungdomsklubber, teater, udveksling og internationale projekter er blandt de områder, som DUFs medlemsorganisationer beskæftiger sig med.
DUFs sekretariat med knap 30 ansatte laver kurser for foreningsaktive, oplyser om unges vilkår, støtter foreningernes internationale arbejde og varetager foreningslivets interesser over for politikere og myndigheder.
Desuden administrerer DUF over 100 millioner kroner om året til børne- og ungdomsarbejde. Pengene kommer blandt andet fra tips- og lottomidlerne, Udenrigsministeriet og Integrationsministeriet.
DUF har på sit delegeretmøde 2011 valgt en ny styrelse og udpeget 30-årige Signe Bo som formand.
Hun er tidligere næstformand for KFUM og KFUK samt Danmarks yngste højskoleforstander. Nu vil hun bruge sine erfaringer i kampen for at styrke medlemsorganisationernes anerkendelse og sætte værdien af unges deltagelse i foreningslivet og demokratiet på landkortet.


