
Adventistspejderne i Danmark
Lær om Gud på den sjove måde
Adventistspejderne udspringer af Adventistkirken, som er en protestantisk frikirke. Kirken har eksisteret i Danmark siden 1880. Adventistspejderne blev organiseret i 1931 og fik i 1958 deres første uniformer. I 1999 blev uniformerne videreudviklet til de uniformer, de bruger i dag; grønne skjorter/bluser med gult tørklæde.
Der er i øjeblikket ca. 600 medlemmer fordelt på 17 troppe. Beliggende i Øster Vrå, Ålborg, Thisted, Lille Nørlund, Silkeborg, Randers, Århus, Hedensted, Ribe, Svendborg, Ringsted, Køge, Faxe, København, Nærum, og Tejn.
De lokale troppe har 3-4 gange månedligt spejder for børn i alderen 7-15 år. Derudover arrangeres der flere weekendture året rundt.
På landsplan arrangerer Adventistspejderne weekend stævner, ledertræning, samt to børnelejre og en spejderlejr af en uges varighed. Hvert fjerde år afholdes der camporee i et europæisk land, hvor adventistspejdere fra hele Europa samles. I 2006 var Danmark vært for denne camporee, som samlede over 3000 spejdere fra 28 forskellige lande.
At være adventistspejder handler om fællesskab og om ansvarsbevidsthed. Adventistspejderne handler om at udvikle holdbare værdier og egenskaber, der “leges” ind gennem traditionelle og utraditionelle spejderaktiviteter. Adventistspejderne handler om oplevelser med og i naturen, fysiske og mentale udfordringer, hikes, weekendture og by-løb. Og så handler Adventistspejderne om at ”lære om Gud på den sjove måde”.

