Tale ved DUFs 70-års jubilæum

Af Martin Justesen, formand for DUF

- - - Det talte ord gælder - - -

Kære venner af DUF,

Den 25. juni er ikke en dato, vi som sådan markerer år efter år.

Vi sætter ikke lys i vinduerne, som vi gør 4. maj, hvor Danmark atter blev frit, men vi mødes i dag den 25. juni, fordi det præcis er 70 år siden, at Dansk Ungdomssamvirke blev stiftet – det, vi i dag kender som Dansk Ungdoms Fællesråd.

Dagen markerer således en begivenhed der for os alle har haft betydning på den ene eller anden vis. Og vi mødes for at fejre den betydning DUF har haft for arbejdet med at politisere den danske ungdom.

Dansk Ungdomssamvirke blev stiftet som følge af den tyske besættelse af Danmark, og da Hal Koch – som samvirkets første formand – fem år senere gør status på Ungdomssamvirket første repræsentantskabsmøde i et frit land, er det vel derfor meget naturligt at han spørger:

”Skal Dansk Ungdomssamvirke fortsætte eller skal vi hellere lukke butikken?”

Lige så naturligt er det imidlertid, at svaret på spørgsmålet giver sig selv, da Hal Koch senere i sin tale til repræsentantskabsmødet i 1945 om samvirkets fremtidige opgaver siger:

”Det kan kort sammenfattes i kravet om en stadig stigende aktivisering og politisering af ungdommen i dens forhold til folk og samfund. Uden folkelige vækkelse, oplysning og opdragelse har demokratiet overhovedet ingen mening.

Det er derfor det folkelige arbejde taget i ordets vidste forstand, som bærer samfundet, og samfundets sundhed afhænger af, om dette arbejde lykkedes eller ej”.

På det tidspunkt taler Hal Koch bekymret om, når folk søger deres lykke i den afsondrede individuelle tilværelse i stedet for det politiske og folkelige fællesskab, når den offentlige sag bliver uvedkommende, fordi ens krav om privat uafhængighed tilfredsstilles. Og han tilføjer:

”Jeg siger næppe for meget, når jeg siger, at denne fare i høj grad også truer vort moderne demokrati. Deraf kravet om politisering”.

Citatet illustrerer for mig at se det, der også i dag er det bærende element bag DUFs virke:

Nemlig at vi ved, at denne politisering ikke kommer af sig selv, at den skal bygges op og at den skal skabes gennem et aktivt samarbejde i foreninger og organisationer.

- - -

Det var de politiske ungdomsorganisationer, der tog initiativet til at stifte Dansk Ungdomssamvirke, men det var imidlertid ikke politiseringen, der var den bærende drivkraft bag initiativet.

I den første formålsparagraf hed det sig således, at:

”Dansk Ungdomssamvirkes Formaal er at yde Bistand til danske Ungdomsforeningers Arbejde paa et nationalt og kulturelt Grundlag for derigennem at fremme Ungdommens Vilje til Danskhed og Ansvarsbevidsthed overfor Fædrelandet, at styrke Samhørigheden indenfor den opvoksende Slægt og skabe Respekt for Danmarks Historie og Fortid og Tillid til Danmarks fremtid”.

At bede Hal Koch være samvirkets første formand skulle vise sig at være en fatal beslutning i forhold til den formålsparagraf. Hal Koch stillede som betingelse, at man måtte samles om det politiske. Hyldede man blot det danske, var man ikke bedre end nazisterne, mente han.

Det gav anledning til heftige diskussioner, fordi det kun var lykkedes at stifte samvirket, fordi det skete på et erklæret upolitisk grundlag. Men det lykkedes Hal Koch at sætte det politiske igennem.

I et indlæg i samvirkets blad – lederbladet – skrev han i 1941 under overskriften ”Kulturel eller politisk Samling”, og jeg citerer nok engang Hal Koch:

”Jeg gad derfor også nok se den Forsamling, som ikke kunde blive enig om noget kulturelt, naar man forsigtigt undlader at bestemme dettes nærmere Indhold. Gør man dette sidste, skal man nemlig nok opdage, at der i Virkeligheden ikke er ret meget, der skiller saa dybt som netop det kulturelle.

De kan jo blot prøve at sætte en Bondekone fra Vestjylland og en Bourgeoisidame fra København sammen – saa skal De nok se, hvor det skiller. Og tager man det kulturelle i videre Forstand, om det aandelige Liv, tror jeg ikke, Resultatet bliver bedre. Det skiller faktisk meget dybtgaaende, om et Menneske er en afgjort Kristen eller en Modstander af Kristendom.

Det, der samler os, er noget helt andet. I manges Øren vil det maaske lyde som en forloren Aandrighed, men jeg er overbevist om, at det er rigtigt. Det er det politiske, som dybest og mest fundament forener os”.

Skal man sige det på nudansk, er det vel egentlig meget godt udtrykt i ordet sammenhængskræft. Vi illustrerer i DUF, at vi – utallige forskelle til trods – kan samles, fordi vi dog har det politiske tilfælles: vi tror på holdninger, på ideer, på foreninger og på demokrati.

- - -

Jeg fremhæver det fordi, at diskussionen om grænserne for DUFs politiske virke er en bærende del af DUFs DNA og til stadighed vil være det.

Derimod vil jeg ikke her gå i dybden med de utallige af aktiviteter og kampe, som DUF har været igennem – det vil jeg overlade til 75-års jubilæet. Jeg har set dagen i dag som en anledning til at fremdrage den historiske baggrund for DUFs rolle og virke.

Derfor tager jeg udgangspunkt i 2. verdenskrig, fordi krigen åbenbarede behovet for samling om det politiske fællesskab, for forsvaret for det demokratiske sindelag – et behov, der med tiden ikke er blevet mindre, men som i fraværet af marcherende nazister i landets gader kan virke mindre synligt.

Så meget desto mere er der grund til at holde fast i fællesskabet, hvis lige – målt i mangfoldighed, forskellighed og potentiel styrke – vel næppe findes magen til i Danmark.

Det er unikt, at have et fællesskab, der ikke blot samler politikere af alle overbevisninger, men også samler vidt forskellige børne- og ungdomsorganisationer. Det er faktisk så unikt, at det næsten burde være umuligt.

Chr. Kelm-Hansen, der først var generalsekretær og siden formand i DUF fra 1955-1962 skrev i forbindelse med DUFs 40 års jubilæum i 1980:

”DUFs medlemsorganisationer var jo så uens i medlemskreds, ideologisk grundlag og formålsparagraffer, som de næsten kunne være, og lederne ville så helt forskellige ting, at et samarbejde i realiteten burde være umuligt.

Men den slags teoretisering havde vi ikke tid til at beskæftige os med, og derfor gik samarbejdet faktisk bedre og bedre”.

Her i 2010 har vi heldigvis stadig travlt.

Og delegeretmøderne er fortsat levende eksempler på frontale meningssammenstød – men også på, at evnen til politiske forlig og kompromiser lever i bedste velgående.

Jeg kan ikke her undlade at nævne arbejdet med at sænke valgretsalderen til 16 år, som aktuelt er noget af det, der kan skille vandene. Enkelte er imod, mens andre har svært ved at se, hvorfor de skal tage stilling til spørgsmålet.

De spørger i stedet: Hvorfor udbreder vi det ikke, og gør det til en generel kampagne for en større inddragelse af unge, for et mere levende demokrati uden nødvendigvis at binde det op på et konkret forslag om 16-års valgret.

Men det har slået mig, at det bedste undertiden tager skade af at blive nævnt ved navn og gjort til formål. Det kan kun vokse og trives som uomtalt bivirkning. Og jeg er ikke i tvivl om bivirkningerne af, at vi har sat valgretten på dagsordnen.

Sådan er det med DUFs politiserende rolle: Vi lykkedes først for alvor med den, når vi formår at være så markante, at vi får unge, medlemsorganisationer og samfundet i øvrigt til at tage stilling. For eller imod er i denne sammenhæng underordnet.

Det er også baggrunden for vores rolle som service- og interesseorganisation. At vi ved at forbedre vilkårene for de frivillige børne- og ungdomsorganisationer giver demokratiet de bedste levevilkår.

Vores opgave i DUF er at styrke, udvikle og inspirere foreningslivet. Og vores opgave er, at trække paralleller fra dette daglige, jordnære foreningsarbejde til holdninger med perspektiv og mening for samfundet. På den måde skaber vi en løftestang, for det, der er vores egentlig formål.

Nemlig: en stadig stigende aktivisering og politisering af ungdommen i dens forhold til folk og samfund. Uden folkelige vækkelse, oplysning og opdragelse har demokratiet overhovedet ingen mening.

Tak for ordet – og tillykke til DUF!

Martin Justesen