
Gru og gys i jættestuen

Lydmand, dæmon eller stjerne for en gyseraften. Der er brug for alle, når en flok spejdere fra Det Danske Spejderkorps laver gyserfilm sammen med en professionel filmmand
Jonas veninde Meriam er forsvundet. Han løber og løber gennem skoven for at finde hende. Uden held. Han standser forpustet op og vil prøve at ringe, men der er ingen forbindelse til hans telefon.
Noget knaser i busken bag ham, og han vender sig om. Men det er ikke Meriam. Det er en skikkelse klædt i sort og med et forvredet, blodigt ansigt. Det ene øje er trillet ned på kinden. Skikkelsen bevæger sig med stive bevægelser hen imod Jonas. En zombie…
- Tak skal I have! Vi tager lige scenen én gang til, råber filmmand Janus Vinther og rykker kamerastativet lidt tættere på.
Sammen med en flok 12-15-årige spejdere fra Det Danske Spejderkorps gruppe i Viby Sjælland indspiller han en gyserfilm. Den foregår ved Øm Jættestue lidt uden for byen.
Brug for fornyelser
Historien handler om, at Jonas og Meriam kommer ind i en overnaturlig verden med dæmoner og zombier, da de tager hen til jættestuen i skoven.
- Ideen er, at spejderne lærer, hvilke effekter stunt, klip og forskellige kameravinkler giver, siger gruppeleder Mie Mortensen.
Spejderne har holdt små skuespilprøver og castet hinanden til rollerne.
- De lærer også at give plads til hinanden og se, at de har forskellige evner. De kan bare ikke alle sammen være stjerner og få hovedrollerne. siger Mie Mortensen.
Flere af spejderne hjælper også Janus Vinther som lys- og lydmænd og sminker hinanden.
Janus Vinther kalder spejderne op til den forblæste jættestue igen.
- Om ti minutter er I klar, siger han.
De kan lige nå at rette teatersminken til og smøre lidt mere blod på hænderne.
Endnu en scene skal i kassen.
InitiativStøtten støttede projektet med 18.000 kr.
Projektet opnåede støtte, fordi det blev vurderet som nyt for spejderne at arbejde med filmproduktion, effekter og skuespil. InitiativStøtten lagde desuden vægt på, at støtten gik til aktiviteter for og med spejdere, og at projektet på sigt ville være med til at udfordre og udvikle spejderaktiviteter.
Der blev i vurderingen af ansøgningen også lagt vægt på, at spejderne selv var primusmotor i alle projektets faser – fra udvikling af idéen til filmoptagelserne og fremvisningen af filmene til gallapremieren. Spejderne blev under forløbet vejledt af en filmkyndig vejleder.
