Tip en ven

Nyt værktøj til organisationsudvikling

Foreninger skal udvikles med udgangspunkt i deres værdier. Det er målet med projektet "Det skal gøre en forskel".

 

Unge kræver medbestemmelse og stiller høje krav til foreningerne, samtidig har de svært ved at engagere sig i længere perioder. Ifølge Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik (CUR), der forsker i udfordringen med at engagere ungdommen, er det vigtigt for unge at træffe de rigtige valg i forhold til uddannelse, venner og fritid.

 

De unge vil ikke gå glip af noget og forsøger derfor at holde alle muligheder åbne, hvis de skulle miste interessen eller vælge forkert. Ungdomskulturen udfordrer foreninger til organisationsudvikling - og det betyder nytænkning af værdierne. Derfor skal foreningerne spørge sig selv, om der er sammenhæng mellem organisationens værdier og det, der foregår i foreningerne.

 

Fire af DUFs medlemsorganisationer er gået ind i et samarbejde med CUR for at udvikle de nye metoder. De fem medlemsorganisationer repræsenterer en bred vift af organisationer. Derfor forventer CUR, at erfaringer og metoder også vil være nyttige for andre foreninger.

 

Det skal gøre en forskel

”Det handler om at sikre kvalitet i hverdagen. Den tid du bruger i en organisation skal gøre en forskel for dig – den forskel stammer fra foreningens værdier,” siger Rie Frilund Skårhøj fra CUR. Ifølge CUR, kæmper mange organisationer med, hvorfor deres aktiviteter og traditioner ikke har samme appel, som de havde tidligere.

 

Overset udvikling

Mange foreninger følger traditionerne fordi, sådan har de altid gjort. Det kan være utrolig svært at ændre faste traditioner. Men så længe det sker på baggrund af de værdier som organisationen har, fastholder man foreningens værdier, og tager samtidigt nye initiativer.

 

”Det er et problem, som mange foreninger har. De glemmer, at aktiviteter de havde for tyve-tredive år siden, måske ikke er tidssvarende længere,” siger Rie Frilund Skårhøj. Når foreningerne ikke stiller spørgsmålstegn ved traditionerne, kan det skyldes, at det er nemmest at gøre, som de plejer. Andre årsager kan være manglende tid eller penge, eller fordi foreningerne tror, de ikke har lov til at tænke nyt og arbejde innovativt.

 

Værdier i hverdagen

Organisationsudvikling går som regel ud på effektivisering af det praktiske, og det er en skam, mener Rie Frilund Skårhøj fra CUR. ”Der er ikke særligt meget fokus på værdier, når foreninger vil udvikle sig. Det er ærgerligt, for det er dér organisationer virkeligt får rykket ved noget,” siger hun.

 

Ingen af deltagerne har før arbejdet med værdibaseret organisationsudvikling. Det er en opgave, der kræver mod og omstillingsvilje. ”Der er nødt til at være sammenhæng mellem hverdagen i foreningen og værdigrundlaget. For værdierne er det, der fortæller, hvorfor man findes, og hvad man er sat i verden for at gøre,” siger Rie. Målet er at projektets resultater skal kunne bruges af andre foreninger, så de også kan få glæde af den anderledes udviklingsproces.

 

De fire medlemsorganisationer der er med i projektet

  • Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
  • Luthersk Missions Ungsom
  • KFUM-Spejderne i Danmark
  • Natur og Ungdom

 

 

InitiativStøttens vurdering

InitiativStøtten støttede projektet med 95.550 kr. pr. organisation.

 

Projektet opnåede støtte, fordi det blev vurderet, at det vil skabe bæredygtige forandringer i organisationerne.

 

Der blev i vurderingen lagt vægt på, at projektet beskæftiger sig med en af de primære udfordringer i organisationerne, der har stor betydning for organisationernes fremtidige arbejde. Her er der desuden lagt vægt på, at projektet kommer ud i organisationens lokaleforeninger, dvs. der er tale om en proces, der kommer helt ud i alle led af organisationen.

 

Sidst men ikke mindst blev der lagt stor vægt på, at undersøgelsen af værdier og værdibaseret organisationsudvikling i ansøgningen blev fulgt op af individuelle handlingsplaner for, hvordan resultaterne skal bruges i organisationerne. Det sikrer, at der er tale om, at viden omsættes til handling og fortsat udvikling i organisationerne.

 

Det er desuden InitiativStøttens vurdering, at der er tale om et projekt af høj kvalitet, vis resultater er anvendelige – ikke kun i de organisationer, der deltager i projektet, men også i mange andre af DUFs medlemsorganisationer. Der er således blevet lagt vægt på, at der er tale om bred og anvendelig forskning.