Mere end 200 delegerede fra hele landet var samlet til DUFs delegeretmøde 2025 d. 6. december 2025 i Vejle. Her blev der blandt andet valgt ny styrelse, uddelt Årets Ungdomsforening 2025 og vedtaget nye udtalelser for DUF.
Læs med herunder for at få det samlede overblik over begivenhederne på DUFs delegeretmøde 2025.
Dansk Ungdoms Fællesråd får ny forperson
28-årige Anneline Larsen blev på delegeretmøde valgt som ny forperson for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd. Anneline Larsen er indstillet af Fagbevægelsens Ungdom og er til daglig lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole. Hun overtager posten fra Christine Ravn Lund, som har siddet som forkvinde på vegne af FDF siden 2021.
”Jeg er stolt og beæret over den tillid, som de delegerede viser mig. Jeg glæder mig til, sammen med medlemsorganisationerne, at arbejde for, at alle unge oplever at være en del af et forpligtende foreningsfællesskab, og at DUF fortsætter med at være den brede ungdoms stemme i den offentlige debat”, siger Anneline Larsen oven på valget.
Anneline Larsen har været næstforperson for DUF det seneste år. Den plads bliver nu udfyldt af Erik Korup Pedersen, der er indstillet af Det Danske Spejderkorps.
Du kan se det samlede overblik over DUFs styrelse her.
Kulturministeren overrækker prisen som Årets Ungdomsforening 2025 til Holbæk- og Regstrupspejderne
På delegeretmøde 2025 kunne DUF igen i år uddele prisen som Årets Ungdomsforening, der har til formål at hædre en børne- og ungdomsforening, som gør noget særligt godt med at skabe stærke, forpligtigende fællesskaber for børn og unge lokalt. I år gik prisen til Holbæk- og Regstrupspejderne, der hører under Danske Baptisters Spejderkorps.
”Holbæk- og Regstrupspejderne er åbne i deres måde at være spejder på. De arbejder med at række ud og gøre deres aktiviteter og arbejde relevante for en bredere målgruppe, så spejderlivet bliver tilgængeligt for flere. Samtidig åbner de op og inviterer hele byen ind og spiller dermed en aktiv rolle i lokalsamfundet. Netop den måde at arbejde på er vigtigt for, at foreningslivet udvikler sig og får flere børn og unge med i fællesskabet. Og derfor får de prisen som Årets Ungdomsforening 2025”, udtaler Christine Ravn Lund, der er afgående forkvinde for DUF, på vegne af dommerpanelet.
Det var kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der overrakte prisen til Holbæk- og Regstrupspejderne foran mere end 200 unge foreningsaktive.
“Det betyder utroligt meget for os at modtage prisen som Årets Ungdomsforening 2025. Skovens Portal og Solsikkespejd er projekter, der handler om at give alle børn, unge og voksne en reel adgang til naturen – også dem, der har fysiske eller psykiske udfordringer. Vi sætter en ære i at udvikle os selv og vores fysiske rammer, som skaber muligheder for, at andre kan være med, og det er vi stolte af”, udtaler Jimmy Singerholm, der er projekt- og gruppeleder for Holbæk- og Regstrupspejderne og sender samtidig en tak til de mange lokale og frivillige, som har hjulpet spejdergruppen hele vejen.
I år gik 2. pladsen til SF Ungdom Aarhus, mens DSU Amager fik en 3. plads af dommerpanelet.
DUF skal styrke oplysning og kæmpe mod misinformation
DUF arbejder hver dag for at styrke demokratiet og dets forudsætninger. På delegeretmøde 2025 blev det i forlængelse af dette vedtaget, at DUF skal kæmpe mod misinformation og styrke muligheden for fri oplysning for alle med udgangspunkt i viden. Derfor mener DUF nu, at mere forskning skal være tilgængeligt uden betalingsmure, så alle unge har adgang til information uanset indkomst, samt at unges adgang til dialog på tværs af grænser og kulturer ikke må begrænses af censur.
Et trygt og konstruktivt politisk miljø
Som den brede ungdoms demokratiske stemme har DUF en forpligtelse til at styrke den demokratiske samtale og unges engagement i det demokratiske fællesskab. I forlængelse af dette blev det på delegeretmøde 2025 vedtaget, at DUF skal værne om et ordentligt og konstruktivt politisk miljø, hvor alle skal kunne stille sig til rådighed for demokratiet – både som kandidater og som aktive borgere – uden at blive mødt med mistillid, konflikt og splittelse. Således skal DUF arbejde for at styrke demokratiet gennem indsatser, der bygger broer mellem borgerne og derigennem arbejde for at politikere, organisationer og borgere skal tage større ansvar for et ordentligt og konstruktivt politisk miljø – både på lokalt og nationalt plan.
Uddannelsessystemet skal være tilgængeligt for alle børn og unge i Danmark
Dagens sidste udtalelse handlede om at sikre et tilgængeligt uddannelsessystem for børn og unge med funktionsnedsættelser. Da udtalelsen blev vedtaget mener DUF nu, at det ved alle trin i uddannelsessystemet i Danmark ikke må være børn og unges funktionsevne, som begrænser deres mulighed for deltagelse i undervisningen. Derudover mener DUF nu, at man bør prioritere investeringer i SPS og andre støtteordninger for elever og studerende med funktionsnedsættelser, samt at alle elever og studerende skal kunne få adgang til nødvendig støtte fra første dag på deres uddannelse.
