Nyheder

KU formand vinder DM i debat

Formanden for Konservativ Ungdom, Andreas Weidinger blev lørdag eftermiddag udnævnt som vinder af DM i debat og kunne efter en sidste dyst imod Sigrid Friis Proschowsky fra Radikal Ungdom lade sig hylde som Danmarks bedste unge debattør.

Prisen blev uddelt for syvende år i træk på Folkemødet i Gæstgivergården, som var stuvende fuldt. Solen skinnede fra en ekstrem skyfri himmel og publikum sad tæt med solhatte, solbriller og røde kinder – klar til finalen mellem de fire unge debattører. Dagen forinden var et felt på otte blevet skåret ned til fire: Nilly Taheri, medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Emil Sloth Andersen medlem af Radikal Ungdom, Sigrid Friis Proschowsky også fra Radikal Ungdom og Andreas Weidinger, formand for Konservativ Ungdom. De fire blev hurtigt skåret ned til to, og det sidste og afgørende slag skulle nu stå mellem Sigrid Friis Proschowsky og Andreas Weidinger. Og med stor ros fra dommerne om en konstant stålsat ro blev det i sidste ende Andreas, der løb med sejren.