Nyheder

Årets Ungdomskommune 2017: Sønderborg

Prisen som Årets Ungdomskommune går til Sønderborg Kommune. En kommune som i allerhøjeste grad har fokus rettet mod de unge, og som med en alsidig ungdomspolitik formår at skabe et solidt grundlag for et godt ungdomsliv.

Det var et enigt dommerpanel, der tirsdag den 22. november pegede på Sønderborg Kommune som Årets Ungdomskommune 2017. Om vinderkommunen sagde dommerne:
”Sønderborg Kommune udnytter på fornemste vis, at de er en grænseby i grænseegnen. De løfter og bruger aktivt, at de har mange udlændinge. De nytænker globaliseringens udfordringer og kommer med løsninger til, hvordan globaliseringen kan bruges positivt.”
I dommernes vurdering blev der ydermere lagt vægt på, at kommunen formår at løfte på alle parametre: De sikrer en stærk deltagelse, har et rigt og inddragende fritidsliv, løser udkantproblematikken fornuftigt ved at tilbyde gratis transport fra oplandet, og så formår Sønderborg Kommune at give alle unge en stemme. Det gælder både handicappede unge, udsatte unge og helt almindelige unge.