Nyheder

Roskilde er årets bedste kommune for unge

DUFs pris som Årets Ungdomskommune 2013 går til Roskilde Kommune, der med en ambitiøs ungepolitik overhaler sine konkurrenter til prisen.

Roskilde Kommune har udviklet en ambitiøs ungepolitik med gods i. Derfor bliver det Roskilde, der løber med prisen som Årets Ungdomskommune 2013. Ni andre kommuner fra hele landet var med i opløbet om prisen, men et enigt dommerpanel peger på Roskilde som en klar nummer ét. ”Roskilde Kommune er med sin nye og ambitiøse ungepolitik den stærkeste kandidat til prisen. Roskilde formår at inddrage de unge i mange forskellige sammenhænge og projekter. Det, mener vi, er en stærk indsats, som skal belønnes, ” siger Signe Bo, der er formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og en del af Ungdomskommuneprisens dommerkomité.

Dommerne lægger især vægt på kommunens mange konkrete initiativer, som involverer de unge – heriblandt en årlig ungedag, der giver de unge konkret indflydelse, en ungepulje med 100.000 kroner, som de unge selv administrerer, samt fritidspas-ordningen ’Like My Life’, der styrker unges deltagelse i det frivillige foreningsliv.