Nyheder

Årets Ungdomskommune giver de unge styringen

Vejle har sat turbo på udviklingen af ungdomskulturen. Politikerne inddrager de unge og giver dem styringen på nye projekter. Derfor kårer DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Vejle til årets ungdomskommune. Prisen blev overrakt fredag den 4. marts.

Vejle er berygtet for sine stejle stigninger for selv de mest rutinerede cykelryttere. Men kommunen har nu sat turbo på for at få ungdomsforeningerne til at trives. En kulturfestival, koncerter og et nyhedssite for unge er blandt de initiativer, som de unge selv har skabt med hjælp fra kommunen. Derfor kårede DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, fredag aften officielt Vejle som ’Årets Ungdomskommune 2011’. “Ved at skabe rammerne for en aktiv hverdag med alsidige foreningstilbud og initiativer inden for ungekulturen, har Vejle demonstreret en slagkraftig vilje til at inddrage de unge. Gevinsten for Vejle er ikke bare titlen som Årets Ungdomskommune 2011, men også en gruppe stærke unge i frivillige fællesskaber, der engagerer sig i samfundet,” siger DUFs formand Martin Justesen.