Nyheder

Unge satte aftryk på Grøn Trepart

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd samlede i samarbejde med Ministeriet for Grøn Trepart unge fra et bredt udsnit af foreninger og organisationer til et Unge Stormøde om Grøn Trepart. Her fik deltagerne mulighed for at bringe idéer, perspektiver og konkrete forslag direkte ind i arbejdet med den grønne omstilling. 

Hver dag bruger tusindvis af unge naturen gennem foreningslivet – i spejdergrupper, rollespilsfællesskaber og aktiviteter, hvor skov, strand og grønne områder bliver til rum for fællesskab, samhørighed og engagement. Derfor skal unge ikke kun færdes i naturen, men også være med til at forme de beslutninger, der afgør dens fremtid. 

“Grøn Trepart er en generationskontrakt, hvor vi former et nyt Danmarkskort. Derfor skal unge selvfølgelig være med til at sætte stregerne. Det skaber bred forankring, at flere bliver inddraget,”
udtaler DUFs forperson, Anneline Larsen. 

Stormødet satte fokus på, at natur ikke bare er natur. Der skal træffes afgørende valg om, hvilken natur vi vil have i Danmark, hvad den skal bruges til, og hvem der skal have adgang til den. Det handler om at finde balancen mellem hensyn som biodiversitet og dyreliv – og samtidig sikre plads til aktiviteter, liv og fællesskaber under åben himmel. 

Deltagerne drøftede blandt andet, hvilke ønsker unge har til Grøn Trepart, og hvilke faciliteter og initiativer der kan få endnu flere unge ud i naturen og tættere på den grønne omstilling. 

DUF vil fortsætte arbejdet for, at unge får indflydelse på Grøn Trepart – både på de store linjer, i lokale treparter og i konkrete projekter. For når unge bliver taget med på råd, styrker det ikke bare unges tro på, at man kan gøre en forskel. Det giver også bedre beslutninger, der afspejler en større del af befolkningen. 

”Jeg var selv formand for Dansk Ungdoms Fællesråd for en del år siden, og jeg kan godt huske, hvor frustrerende det var, når politikerne tog beslutninger uden at lytte til os. Jeg vil gerne være bedre til at lytte, end jeg selv oplevede det i min tid i DUF, så jeg er glad for, at der har været stor opbakning til vores Ungestormøde. Ungdommen taler ikke med én stemme, så det er en bred vifte af ungdomsorganisationer og foreninger, vi har samlet. En af trepartens helt store styrker er jo, at den kan rumme, at man kommer fra vidt forskellige udgangspunkter. Og jeg glæder mig til, at vi kan arbejde videre med de idéer, vi har fået samlet på Ungestormødet.” udtaler Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus 

Stormødet sluttede med, at ordførere og parterne i Grøn Trepart kvitterede for de mange idéer og perspektiver og satte ord på, hvordan de vil tage dem med videre i arbejdet. 

Tak til alle deltagere for at være med til at bane vejen for stærkere ungeinddragelse i Grøn Trepart.