Hjælp til puljesøgning
Tilskud & Puljer / Hjælp til puljesøgning
Sådan går i fra idé til ansøgning
Har I fået en god idé til et projekt, der skal gøre en forskel for unge – men er i tvivl om, hvordan I kommer i gang? Eller kunne du bare godt tænke dig at vide mere om, hvordan man bliver klar til at søge en af DUFs puljer?
På denne side tager vi jer igennem, hvilke vigtige skridt I skal tage højde for, når I vil søge en af DUFs puljer. Lige fra idéudvikling til den konkrete ansøgning.
Uanset om I er en ny forening med jeres første projektidé eller en erfaren organisation med nye initiativer, kan I bruge idérejsen som et praktisk værktøj til at komme sikkert frem til målet – en stærk, realistisk og gennemarbejdet projektansøgning.
1. Få den gode idé
Alt begynder med en idé. Måske har I oplevet et problem i jeres forening eller blandt unge, som I gerne vil gøre noget ved. Eller måske har I bare en god tanke, der kunne skabe fællesskab, engagement eller læring.
I kan f.eks. tænker over:
- Hvad vil I gerne forandre eller skabe?
- Hvilket behov eller problem vil I tage fat på?
- Hvorfor er det vigtigt for jer som forening
2. Fra tanke til koncept
Nu skal idéen have form. Beskriv, hvordan jeres projekt konkret skal se ud: Hvem er målgruppen, og hvordan skal de være med? Hvilke aktiviteter vil I lave og hvordan passer de til jeres mål? Det handler om at gøre idéen håndgribelig.
- Hvem er målgruppen og hvorfor netop dem?
- Hvordan vil vi involvere unge i projektet?
- Hvilke aktiviteter kunne vi tænke os at udføre?
3. Undersøg DUFs puljer
DUF har flere forskellige puljer – hver med sit formål, sine målgrupper og sine krav. Brug lidt tid på at finde ud af, hvilken pulje der passer bedst til jeres projektidé. Læs retningslinjerne grundigt, så I kender rammerne for, hvad der kan søges støtte til. Det hjælper jer med at justere idéen, så den både er realistisk og relevant.
- Passer vores idé til nogen af DUFs puljer?
- Matcher vores projekt med formål og krav fra puljens retningslinjer?
- Kunne det styrke projektet at samarbejde med andre?
4. Planlægning og ressourcer
Når I ved, hvilken retning I skal, er det tid til at planlægge. Hvad skal ske hvornår, og hvem har ansvaret? Hvilke ressourcer har I allerede, og hvad mangler I? En god plan hjælper jer både med at skabe overblik og med at skrive en stærkere ansøgning.
- Hvad er de vigtigste milepæle i projektet?
- Hvilke opgaver skal løses - og hvem gør hvad?
- Hvad koster det, og hvordan får vi økonomien til at hænge sammen?
5. Send jeres ansøgning
Når I har gennemgået alle ovenstående trin, er I klar til at sende jeres ansøgning.
Når I vil søge puljen skal I finde den relevante puljeside, og trykke jer videre på DUFs ansøgningsportal, GrantOne.
Når I har udfyldt ansøgningen og sendt den afsted, er I helt færdige med jeres ansøgning.