Fordele for medlemmer
Det får du som medlem af duf
Som medlemsorganisation hos DUF kan man gøre brug af særlige fordele. Det inkluderer blandt andet mulighed for at søge DUFs puljer, gratis medieovervågning og mulighed for at låne mødefaciliteter.
Den største medlemsfordel er dog DUFs ansatte. Alle DUFs ansatte brænder for unge, demokrati og foreningsliv og vil gerne servicere og hjælpe.
Søg DUFs puljer

Alle DUFs medlemsorganisationer har mulighed for at søge støtte gennem DUFs puljer. Puljerne giver mulighed for at søge til mange forskellige aktiviteter – lige fra projekter og kurser til udvikling af lokale initiativer.
Særligt Lokalforeningspuljen er relevant for jer, der vil styrke det frivillige fællesskab lokalt. Her kan lokalforeninger søge midler til aktiviteter, arrangementer og projekter, der engagerer unge og skaber liv i foreningen.
Organisationsudvikling

Som medlemsorganisation i DUF kan I få gratis støtte og sparring til at udvikle jeres organisation. DUFs konsulenter står klar til at hjælpe med alt fra strategisk udvikling og frivilligpleje til bestyrelsesarbejde og organisering.
Uanset om I har brug for et hurtigt råd eller et længere forløb, er I altid velkomne til at skrive eller ringe til os på raadgivning@duf.dk– vi hjælper jer gerne videre.
En udviklingsproces består normalt af:
- Indledende møde med DUFs konsulenter om jeres behov og ønsker om resultat
- Udkast til udviklingsproces med klare mål og beskrivelse af delopgaver, herunder DUFs rolle i processen
- Udviklingsprocessen gennemføres med bistand fra DUFs konsulenter
- Opsamlende møde med DUFs konsulenter om resultater, evaluering og perspektiver for det videre arbejde
Medieovervågning

Medieovervågning er et uvurderligt redskab for alle foreninger, for hvem den offentlige omtale og image er afgørende. Medieovervågning giver også mulighed for at vurdere effekten af aktiviteter og fremstød, som har til formål at skabe medieomtale. Der er tale om en daglig overvågning af stor set alle skrevne landsdækkende medier samt en meget stor del af de regionale og netbaserede medier.
Mødefaciliteter

DUFs medlemsorganisationer kan gratis låne lokaler på DUFs sekretariat, uanset om I har brug for et lokal til tre personer eller en mødesal til 50. DUFs mødesal, der kan rumme op til 50 personer, kan dog kun lånes i weekenden.
Mødesalen er udstyret med moderne AV-udstyr, og der er trådløs internetforbindelse.
DUFs sekretariat ligger på Scherfigsvej 5, 2100 København og er nemt at komme til med offentlig transport.
Der er handicapvenlig adgang til både konferencelokalet og toiletter.
Ungdomsøen

DUF er en af Ungdomsøens kernepartnere. Det betyder, at vi er med til at udvikle aktiviteter på øen, men også at vi har muligheden til at bruge Ungdomsøen på gunstige vilkår. Dette gælder også alle DUFs medlemsorganisationer.
Besøg Ungdomsøen
I har mulighed for at besøge øen på egen hånd. I behøver ikke at tilmelde jer eller registrere jer, men betaler kun for billetten ud til Ungdomsøen. På øen kan I tage del i alle de aktiviteter, der står mere om nedenunder.
Du kan se en oversigt over alle åbne arrangementer på Ungdomsøens hjemmeside.
Afhold egne arrangementer
I kan også afholde egne arrangementer på Ungdomsøen. Alle forespørgsler om bookinger til øen bliver behandlet individuelt. Husk at bestille i god tid, da der er mange henvendelser. I henvendelsen til Ungdomsøen, skal du skrive noget om:
- Hvilke(n) dato(er)?
- Antal deltagere?
- Hvilken organisation kommer I fra?
- Hvad vil I gerne lave på Ungdomsøen? Aktiviteter, forplejning, overnatning?
- Er aktiviteten organiseret af unge?
Faciliteter
Tag kontakt til Ungdomsøen, og skriv hvad I gerne vil lave, så kan de hjælpe med at finde den bedste løsning for jer.
16.500 kvm indendørs med:
Workshop/mødelokaler:
- 5 stk. lokaler med plads optil 10 personer (uden Wifi)
- 1 stk. lokale med plads til 30 personer (skærm + WiFi)
- 1 stk. lokale med plads til 80 personer (AV udstyr + WiFi)
- 1 stk. lokale med plads til 100 personer (AV udstyr + WiFi)
- 1 stk. lokale med plads til 250 personer (AV udstyr + WiFi)
Overnatningsfaciliteter:
- 2 stk. værelser med plads til optil 4 personer – egnet til kørestolsbrugere
- 5 stk. værelser med plads optil 6 personer (køjesenge)
- 9 stk. værelser med plads optil 10 personer (køjesenge)
Forplejningsfaciliteter:
- Professionelt industrikøkken
- 4 stk. spisesale med plads til 40 personer
Andet:
- Flere kilometer gange til diverse aktiviteter
- Toiletter/bade
50.000 kvm udendørs med:
- Teltplads med op til 350 personer med toilet/badfaciliteter.
- 3 stk. udekøkkener.
- 6 stk. shelters med plads 8 personer i hver.
- Skolekøkken med 6 arbejdsstationer og spisebord til 30 personer.
- Over 15 samlingsrum med plads fra 10 – 200 personer.
- Havnebassin med strand, vipper og vandaktiviteter.
Transport
Der er indgået et samarbejde om sejlads til Ungdomsøen med Spar Shipping. Vi opsummerer det vigtigste her på siden, men den fulde oversigt over sejltider, priser og bookinger finder du her.
Bestilling
Send mail til booking@ungdomsoen.dk. Da der er stor interesse for at tage Ungdomsøen i brug, skal I være ude i god tid med alle bestillinger.
Frivilligjob.dk

FrivilligJob.dk er en jobportal for frivilligt, ulønnet arbejde, hvor jeres forening har mulighed for, helt gratis, at søge efter frivillige til forskellige opgaver. Mennesker, der har lyst til at være frivillige, kan også søge i det meget varierede udbud af frivillige jobs, der er på portalen.
Find mere info på portalens hjemmeside her: www.frivilligjob.dk