Nikolaj Rosenkilde Kølbæk
Titel: Faglært uddannelse og jobskabelse
Mobil: +45 27582949
E-mail: nikolaj.youthdelegate@duf.dk
Nikolaj er administrationsbachelor og fungerer som formand for Administrationsbachelorernes Landsforening (HK ABL) indtil medio marts 2024. Gennem denne rolle har han opnået international erfaring fra deltagelse ved begivenheder som International Labour Conference og Nordisk Tjenestemannsråd konferencer.
Udover sin uddannelse som administrationsbachelor har Nikolaj en baggrund som faglært ernæringsassistent, hvor han gennemførte praktik i Norge og et praktikophold i Spanien som en del af uddannelsen.
Deltager på de danske unges vegne i International Labour Conference og Summit of the Future.
Emner I særligt vil beskæftige jer med som ungdomsdelegater
- Øget repræsentation og inddragelse af unge lærlinge, elever og faglærte
- Udbredelse af det danske vekseluddannelsessystem
- Sikkerhed og tryghed i job og uddannelse
- Opgør med det kønsopdelte arbejdsmarked
Hvorfor har du søgt området faglært uddannelse og jobskabelse?
Jeg søgte området faglært uddannelse og jobskabelse, da jeg brænder for at give særligt faglærte unge en større stemme på deres arbejdspladser, i uddannelsessystemet og i demokratiet som helhed. Mit ønske er at nedbryde barrierer og fremhæve unge som aktive samfundsformere. Jeg vil kæmpe for, at flere unge globalt kan få en tryg og sikker overgang til arbejdsmarkedet, uanset baggrund og uddannelsesvalg, samt at skabe bedre betingelser, så unge aktivt kan påvirke deres uddannelser og det arbejdsmarked, de er en del af. Det handler for mig om, at alle unge, uanset baggrund, sikres adgang til relevante uddannelsesmuligheder og en retfærdig vej ind på arbejdsmarkedet.
I Danmark har vi taget betydelige skridt med elevdemokratiet, vekseluddannelsessystemet og de grønne erhvervsuddannelser, og jeg ønsker at bringe disse erfaringer med til det internationale bord.
Hvordan kan du bruge din foreningsbaggrund i arbejdet?
Mit engagement i Administrationsbachelorernes Landsforening (HK ABL) og Fagbevægelsens ungdom har været afgørende for min udvikling af stærke kommunikations- og forhandlingsevner. Gennem aktiv repræsentation af medlemmernes interesser på både nationalt og internationalt niveau har jeg opnået en unik indsigt i, hvordan man effektivt samarbejder på tværs af grænser og kulturer.
Min baggrund som foreningsleder har desuden styrket min evne til at forstå komplekse organisatoriske strukturer med en demokratisk tilgang. Disse færdigheder vil jeg anvende til at skabe inkluderende processer, hvor unge inden for faglært uddannelse ikke blot høres, men også respekteres. Min foreningsbaggrund har endvidere givet mig en dybere forståelse af de praktiske udfordringer, som unge står overfor.
Mine erfaringer og kompetencer fra foreningsarbejdet vil være et redskab til at bringe unge stemmer i centrum af den internationale debat og arbejde for forandringer, der gavner alle unge globalt inden for faglært uddannelse og jobskabelse.
Hvad vil du arbejde for som ungdomsdelegat?
I min rolle som ungdomsdelegat vil jeg stræbe efter at styrke den demokratiske selvtillid blandt unge faglærte og give dem troen på egen stemme i international politik. Mit overordnede mål er at fremme en bredere anerkendelse af værdien ved at implementere strukturer, der inddrager unge i beslutninger om uddannelser og arbejdsliv på globalt plan. Jeg ønsker at inspirere flere lande til at omfavne vekseluddannelsessystemer a la det danske som et værdifuldt redskab til at nedbryde stigmatisering og sikre fremtidssikrede uddannelser. Jeg tror på, at dette ikke kun gavner individet, men også samfundet som helhed, og det er afgørende for den bæredygtige udvikling.
Mit fokusområde vil være øget repræsentation og inddragelse af unge. Jeg vil aktivt arbejde for at fremme unges deltagelse i beslutningsprocesser, der former deres uddannelses- og arbejdsliv, samtidig med at motivere flere unge til at søge mulighederne for repræsentation. Derudover vil jeg dedikere mig til at forbedre unges sikkerhed og tryghed i job og uddannelse ved at adressere udfordringer som dårlige arbejdsvilkår, sexisme, diskrimination samt tvangs- og børnearbejde. Endelig vil jeg engagere mig i et opgør med det kønsopdelte arbejdsmarked med målet om at skabe et mere lige arbejdsmarked, hvor alle unge, uanset baggrund, kan forfølge deres drømme uden hindringer.