Bliv klogere på Demokratiets Dag, der er et undervisningstilbud i politik og demokrati målrettet elever på erhvervs- og produktionsskoler.
Afstanden mellem eleverne på landets skoler og politikerne på Christiansborg kan føles uendelig lang. Med konceptet Demokratiets Dag bringer DUF politik ud til landets erhvervsskoler og helt ind i klasselokalet. Demokratiets Dag sætter elevernes holdninger i fokus og udfordrer dem.
Med Demokratiets Dag ønsker DUF sammen med eleverne på landets erhvervsskoler at sætte fokus på demokratiet og skabe en øget lyst blandt eleverne til at deltage aktivt i det.
“Jeg er blevet mere sikker på, hvad jeg mener efter i dag, og jeg har en bedre ide om hvilke partier, jeg er enig med. Deres holdninger har gjort, at jeg har ændret mening. nu har jeg fundet nogen, som jeg er mere enig med.”Grundforløbselev på EUC i Thisted
Valgdeltagelsen blandt unge på erhvervsskoler er 25 procent lavere end blandt deres jævnaldrende på de gymnasiale uddannelser. Det viser en undersøgelse fra Københavns Universitet, og Demokratiets Dag skal imødekomme denne problematik.
Konceptet sætter fokus på politisk debat og på den demokratiske samtale. Eleverne møder andre unge, som er politisk aktive, og de får mulighed for selv at diskutere og udvikle deres egen holdning. Debatterne tager udgangspunkt i emner, der ligger eleverne på sinde. Af emner, der har været debatteret blandt eleverne, kan nævnes politikerlede, tillid til demokratiet, mangel på praktik- og lærepladser, jobskabelse til unge og bekæmpelse af kriminalitet.
Efter elevernes egne diskussioner debatterer aktive unge fra de politiske ungdomsorganisationer de emner, som eleverne har valgt, og eleverne præsenteres på den måde for en række forskellige politiske holdninger.
Dagen afsluttes med en markedsplads, hvor eleverne kan stille spørgsmål og tale med de politisk aktive unge.
Et eksempel på et program for en Demokratiets Dag kunne være:
08.00-08.10: Fælles præsentation og velkomst på dagen
08.10-09.00: Workshopmodul 1
09.00-09.15: Pause
09.15-10.00: Workshopmodul 2
10.00-10.15: Pause
10.15-11.30: Paneldebat
11.30-12.00: Markedsplads og afslutning
“DUFs dygtige unge ambassadører engagerede vores elever til at tage stilling til det samfund, som de lever i via nogle rigtig gode debatter. Vi kan varmt anbefale et besøg fra DUF og Demokratiets Dag til alle.”Lærer på Glostrup Albertslund Produktionshøjskole
Demokratiets Dag startede som et pilotprojekt i 2017, men er efterhånden blevet rullet ud over hele landet. Konceptet er udviklet og bliver afholdt af DUF i samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation, Erhvervsskolerne ElevOrganisation, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Danske SOSU-skoler og de politiske ungdomspartier.
Lyder Demokratiets Dag som noget for dig og din skole, så tøv endelig ikke med at kontakte os.