Erasmus+
EU's nye ungdomsprogram, Erasmus+, giver nye og bedre muligheder for at søge støtte til dit projekt
Erasmus+-programmet strækker sig fra 1. januar 2014 til og med 2020 og dækker over en pulje på 14 mia. euro. Puljen dækker over alt fra folkeskolen, over universitetsudvekslinger til det frivillige ungdomsarbejde.
Programmet er opdelt i tre fokusområder: Udvekslinger, partnerskaber og ungdomsmøder. Hver af de tre områder giver muligheder for at søge penge rettet mod netop dit europæiske arbejde eller projekt.
Ungdomsudvekslinger
Hvis du er ung (mellem 13 og 30 år) og planlægger en udveksling, hvor unge fra forskellige lande mødes, kan du få tilskud gennem Erasmus+.
EVS - Europæisk Volontørtjeneste
EVS er et tilbud for unge mellem 17 og 30 år, der gerne vil ud i Europa og lave frivilligt arbejde. Det er gratis at blive udsendt, og det frivillige arbejde kan både være på skoler, handle om miljø eller kultur osv.
Trænings- og netværksaktiviteter
Hvis du har brug for tilskud til professionelle kurser eller træningsforløb, er der også mulighed for det i Erasmus+. Der kan søges støtte til alt lige fra såkaldt job shadowing til studieture og seminarer.
Strategiske partnerskaber
Denne mulighed retter sig mod ungdomsorganisationer, der har lyst til at indgå i partnerskaber på tværs af sektorer. Partnerskaberne skal give mulighed for erfaringsudveksling og fremadrettet samarbejde.
Kapacitetsopbygning
Denne del af Erasmus+ henvender sig til alle ungdomsorganisationer, der arbejder med eller forsøger at oprette partnerskaber med organisationer uden for Europa og særligt organisationer i Afrika, Asien eller Sydamerika.
Ungdomsseminarer
Ungdomsseminarerne er for de helt store arrangementer med minimum 30 unge. Ungdomsmøderne skal ikke blot bringe unge tættere sammen på tværs af lande, men også tættere på dem, der træffer beslutningerne i Europa.
Hvis du har spørgsmål til, hvordan man ansøger, hvordan en specifik procedure fungerer, eller bare generelt har spørgsmål, så har Styrelsen for Videregående Uddannelser en Facebook-side, der løbende opdateres.