Lederskab for fællesskabet – skub til håb og handling
Skrevet afChristina Juul Anderson
Vi taler meget om, hvordan vi mødes virtuelt, hvordan teknikken virker, og præcis hvilke løsninger, der findes når vi ikke kan mødes fysisk. Men når vi så kommunikerer digitalt eller mødes virtuelt, hvad skal det så handle om, så vi støtter og styrker hinanden? Det kommer der fem gode råd til her.
Artiklen henvender sig til frivillige fra forskellige fællesskaber (ungdomsorganisationer, udvalg, bestyrelser, lokalforeninger, ungegrupper m.m.), som spiller en aktiv rolle i deres fællesskab. Artiklen er relevant, når I mødes virtuelt med frivillige eller medlemmer i jeres forening/bestyrelse/fællesskab og gerne vil understøtte fællesskabet ved siden af eller ud over at få klaret det, som mødet normalt ville handle om.
Du er rollemodel for fællesskabet
Det er i tider som disse, at lederskab er særligt vigtigt – i samfundet som helhed, fra myndighederne, i foreningerne og i alle vores mindre fællesskaber. Vi kigger til vores ledere for tryghed, retning og inspiration, og når vi mødes i øjenhøjde og med klarhed og empati, så bliver vi håbefulde og får vi lyst til at engagere os og hjælpe.
Lederskabet bor i os alle, men nogle af os har særlige muligheder for at træde frem. Ledelserne og aktive i børne- og ungdomsorganisationer har nu i særdeleshed mulighed for at gøre dette og skabe en positiv bevægelse i samfundet. Når vi påtager os lederskab bliver vi en rollemodel for fællesskabet – både det nære og det store fællesskab.
Fem gode råd til at kalde på fællesskabet
1. Udvis lederskab med det du siger og skriver
At udvise lederskab handler bl.a. om at være tydelig og åben om det du håber, dine intentioner, dine drømme for, hvad der kan udfolde sig i jeres fællesskab. Fortæl hvad du ser muligt for jer som fællesskab i denne situation; at I kan støtte hinanden, inspirere hinanden med x, y og z, at I kan finde på nye måder at være sammen på eller hvad det nu kan være. Vær ikke bange for at komme for højt op i skyerne. Drøm vildt på fællesskabets vegne. Det smitter.
2. Pust ikke til frygt og usikkerhed – vis at vi kan klare det sammen
Understreg, at I er sammen og kan blive et endnu stærkere fællesskab netop nu. Også selvom I ikke kan mødes fysisk. Hvis du selv er usikker eller frygtsom, så prøv at sætte det i perspektiv og find selv håbet frem, så du kan tænde det i andre. Led efter alle de små gyldne øjeblikke i din hverdag og del dem med de andre frivillige. Det kan være da naboen spurgte, om I er okay, da du opdagede altanfællessang i et videoklip på facebook, osv. Eller du fik en sjov emoji fra en af de andre frivillige. Del det med andre og spørg evt. ind til, hvad de har oplevet af fornyet hjælpsomhed og kollektiv bevidsthed.
3. Giv plads til at dele frit og vis dig fra din rummelige side
Alle reagerer forskelligt i denne situation, så sørg for at giver tid på jeres virtuelle møder til at høre alle, og lad dem fortælle lidt om, hvordan de har det, og hvad der fylder for dem i denne situation. Mange af os har en længsel efter at mærke fællesskabet og simpelthen blive lyttet til uden at blive kommenteret, rådgivet og dømt. Lyt, lyt, lyt og anerkend både triste, glade, håbefulde og frustrerede følelser. Vis at jeres fællesskab kan rumme det hele.
4. Involver dem, det handler om i at finde på noget at mødes om
Hvis der ikke allerede er gang i alt muligt, der understøtter jeres fællesskab i denne tid, så tag initiativ til en brainstorm. ”Hvordan kan vi holde liv i fællesskabet og mærke, at vi er der for hinanden? Er der noget, vi kan gøre sammen, selvom vi er fysisk afskilt? Er der noget, vi alle kan gøre (for andre), og derved mærke, at vi gør en forskel sammen?” Lad ideerne vokse og spørg, hvem der vil være igangsættere og hvem, der vil hjælpe til.
5. Sæt skub i det, der allerede er i gang
Måske er der allerede alle mulige fede ting i gang, som understøtter jeres fællesskab og skaber rum for at mødes på forskellige måder. Støt det, like det, del det, ros det og vis din støtte, så det får endnu større flyvehøjde.
PS: Lær noget nyt om fællesskab
Hold udkig efter alt det, der lykkes på nye måder både i stort og småt. Det kan være vigtig læring om jeres fællesskab, som I kan bygge videre på fremadrettet både under og efter corona.
CoronaViden