Mød DUFs EU-ungdomsdelegater
Skrevet afJonas Roelsgaard
Zoé Elkær Nicot fra European Debate Initiative og Thomas Østergaard fra KFUM & KFUK er DUFs og Danmarks nye EU-ungdomsdelegater, som skal repræsentere den danske ungdom i EU i det fransk-tjekkisk-svenske trioformandskab.
DUF har nu udpeget to nye EU-ungdomsdelegater, som skal repræsentere Danmark på EU’s ungdomskonferencer. Delegaterne er repræsentanter fra civilsamfundet, og de skal give danske unge en stemme i europæiske fora og beslutningsprocesser.
Thomas og Zoé skal repræsentere den danske ungdom på EU’s ungdomskonferencer og rejser i den forbindelse til hhv. Frankrig, Tjekkiet og Sverige i den kommende tid for at diskutere politik med unge fra de øvrige EU-lande. EU-ungdomsdelegaterne bidrager også til formidling og forankring af europæiske dagsordner i Danmark og er del af den nationale arbejdsgruppe for EU’s Ungdomsdialog i Danmark.
Mød de danske EU-ungdomsdelegater
Zoé Elkær Nicot
Zoé er 22 år og studerer i dag jura på Københavns Universitet. Hun dimitterede i 2021 fra University of Amsterdam med en bachelor i Europæiske Studier med specialisering i EU-ret. Hun kommer fra en dansk-fransk baggrund, og har bl.a. taget den internationale gymnasieuddannelse International Baccalaureate Programme.
Zoé er medstifter af organisationen European Debate Initiative (EDI) og har for indsatsen vundet Den Europæiske Borgerpris 2021, som uddeles af Europaparlamentet for intiativer, der viser solidaritet, europæisk samarbejde og promovering af fælles værdier. I organisationen arbejder hun for at fremme unges interesse for og forståelse af EU gennem debatarrangementer om komplekse, europæiske temaer.
Zoé arbejder som politisk assistent for Alternativet på Christiansborg. Derudover arbejder hun som projektleder hos Forum for International Cooperation (FIC), hvor hun har stået i spidsen for en kampagne, som har til formål at engagere flere unge i lokal- og regionalpolitik. Zoé er desuden aktiv i FIC Ungdom, hvor hun blandt andet er med til at planlægge Ungdommens EU-topmøde på Christiansborg.
Zoé drømmer om at styrke den europæiske debat i Danmark, således at både medier og borgere i stigende grad vælger at engagere sig i europapolitikken. Hun drømmer også om at unge og civilsamfundet skal inddrages i langt højere grad, når det gælder beslutningsprocesser i EU.
Thomas Østergaard
Thomas Østergaard er 23 år gammel og læser Statskundskab i Aarhus. Han bor i Bording i Midtjylland, hvor han desuden har siddet i Byrådet i Ikast-Brande Kommune for Venstre de sidste fire år.
I 10. klasse var han i praktik i Europa Parlamentet hos Ulla Tørnæs. Det åbnede hans øjne for, hvor stort, vigtigt og afgørende det europæiske samarbejde er. Derfor har han også ligesiden haft lyst til at arbejde mere med EU.
Thomas er optaget af, at danske ungdomsorganisationer skal klædes på til, at de kan formidle EU til den danske ungdom og omvendt. Det er vigtigt for ham, at danske unges stemmer faktisk bliver hørt ude i Europa. Omvendt er det også vigtigt for Thomas, at EU når ud til hele Danmark. Det skal ikke kun være unge i København, som skal høres om EU-spørgsmål. Om man kommer fra Thisted, Langeland eller Tønder, skal man inddrages i EU. Hele Danmarks ungdom skal kunne give sit besyv med.
Han brænder for, at unge skal høres og inddrages i fremtiden politiske landskab. Det gælder ikke mindst i politiske beslutningsprocesser, som han mener skal kvalificeres af unge, også når det gælder EU. Thomas er enormt glad for at få muligheden for repræsentere danske unge i Europa. Bæredygtighed, mental sundhed og samarbejde på tværs af landegrænser er nogle af de emner, som Thomas ønsker at fokusere på i sit arbejde.
Om EU's Ungdomsdialog
EU's Ungdomsdialog er EU’s instrument for ungeinddragelse. Dialogen foregår i cyklusser på halvandet år, der følger trioformandskabet i EU og dialogen handler om både nationale og europæiske initiativer, der skal øge unges deltagelse i samfundet.
Thomas og Zoé følger den 9. cyklus i Ungdomsdialogen, som løber fra januar 2022 til juni 2023. Titlen for denne cyklus er ‘Sammen om en bæredygtig og inkluderende Europa’ med særligt fokus på ungdomsmål nr. 3 ‘inkluderende samfund’ og nr. 10 ’bæredygtigt, grønt Europa.
DUF vælger to EU-ungdomsdelegater til hver cyklus i EU’s Ungdomsdialog, som deltager i tre ungdomskonferencer. I sidste cyklus fra 2020-2021 var Marek Azoulay fra Nyt Europa og Lise Nygaard fra Dansk ICYE Danmarks EU-ungdomsdelegater.