Repræsentanter til EU-ungdomsdialogen
Danmarks unge repræsenteres i EU af to danske repræsentanter til EU-ungdomsdialogen. Deres mandat varer halvandet år og løber parallelt med EU-trioformandskaberne.
EU-ungdomsdialogen er et initiativ inden for Den Europæiske Union, der sigter mod at inddrage unge fra EU-lande i beslutningsprocesserne og politiske diskussioner. Formålet er at skabe dialog mellem unge og beslutningstagere på både nationalt og europæisk plan.
EU-Ungdomsdialogen følger en bestemt struktur med gentagne cyklusser på 18 måneder, så de løber parallelt med EU-trioformandskaberne. Hver cyklus følger en klar proces: dialogen starter på nationalt plan, hvor ét udvalgt, politisk tema debatteres gennem en række ungdomskonsultationer.
Herefter tages konklusionerne med til EU's ungdomskonferencer, som afholdes ca. hver 6. måned. Her diskuterer ungdomsrepræsentanter med embedsmænd fra hele EU og finder fælles løsninger på problemstillinger. Disse løsningsforslag og anbefalinger fremlægges ofte for Ministerrådet i EU og for ungdommen i de forskellige medlemslande med henblik på at udarbejde rådskonklusioner, som i sidste ende kan påvirke europæisk lovgivning.
En vigtig del af repræsentanterne til EU-ungdomsdialogens arbejde er også at engagere danske unge i spørgsmål vedrørende EU. Det gør de blandt andet ved at holde workshops i skoler, deltage på Folkemødet og sætte EU-spørgsmål med en ungevinkel på dagsordenen i medierne.
DUFs repræsentanter til EU-ungdomsdialogen er finansieret af Den Europæiske Union.