Vil du være med til at skabe de fællesskaber, der former børn og unges liv?
KFUM-Spejderne i Danmark søger en relationsstærk og HR-faglig konsulent, som vil være med til at sikre, at endnu flere børn og unge møder nærværende voksne, stærke fællesskaber og oplevelser, der giver mod på livet.
Vores frivillige ledere er fundamentet for alt det, vi gør. Du skal hjælpe os med at styrke frivilligheden i hele organisationen – fra den lokale spejdergruppe til nationale projekter og aktiviteter på Houens Odde Spejdercenter, som drives af KFUM-Spejderne. Samtidig skal du være med til at udvikle, hvordan vi som organisation møder, understøtter og anerkender de mennesker, der vælger at bruge deres tid og engagement hos os.
Om stillingen
Som konsulent for frivilligrekruttering og engagement bliver du en nøgleperson i arbejdet med at sikre fremtidens frivillige fællesskaber i KFUM-Spejderne.
Du skal både udvikle nye løsninger og skabe resultater i praksis. Du skal kunne analysere udfordringer, men lige så vigtigt skal du kunne møde mennesker, skabe relationer og omsætte idéer til handling sammen med frivillige og i samarbejde med ansatte kollegaer og organisatoriske nøglepersoner over hele landet.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at:
- Udvikle og implementere nye metoder til at rekruttere flere frivillige ledere til lokale spejdergrupper
- Udvikle og implementere nye metoder til at gøre unge medlemmer til frivillige
- Understøtte grupper, distrikter og nationale ledelser i deres arbejde med frivilligrekruttering
- Udvikle værktøjer, processer og kampagner, der gør det lettere at blive frivillig hos KFUM-Spejderne
- Udvikle og implementere indsatser, der styrker samarbejde og synergi mellem frivillige og ansatte
- Bidrage til generel organisationsudvikling og vækstinitiativer
- Kortlægge og forbedre frivilliges oplevelse af at blive en del af organisationen fx med udvikling af onboarding, kompetenceudvikling og fastholdelse
- Indsamle viden om frivilliges motivation og omsætte den til konkrete organisatoriske forbedringer og en stærk frivilligkultur på tværs af organisationen
Om dig
Du behøver ikke være spejder for at lykkes i stillingen, men du motiveres af at skabe engagement hos andre mennesker og af at arbejde for et formål, der er større end dig selv.
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med frivilligledelse, organisationsudvikling, rekruttering og HR
- Kan opbygge en samlet struktur for KFUM-Spejdernes rekruttering af frivillige, der bygger oven på de mange eksisterende HR-værktøjer og medlemsservices.
- Er stærk til at skabe relationer og opbygge tillid på tværs af forskellige mennesker og miljøer
- Kan arbejde selvstændigt og i tæt samarbejde med frivillige og kollegaer
- Er god til at lytte, facilitere og skabe følgeskab omkring idéer og forandringer
- Kan arbejde både strategisk og operationelt med en proaktiv tilgang
- Har erfaring med at drive projekter og skabe fremdrift
- Kan navigere i en organisation, hvor engagement, kultur og relationer ofte er lige så vigtige som formelle beslutninger
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra frivillige organisationer, medlemsorganisationer eller andre fællesskabsbaserede miljøer.
Derfor skal du vælge os
Du bliver en del af en organisation, hvor mennesker engagerer sig, fordi de tror på fællesskabets betydning.
Hos os får du mulighed for at:
- Sætte et varigt aftryk på livet for tusindvis af børn og unge i en af Danmarks stærkeste frivillige fællesskaber
- Være med til at forme fremtidens frivillighed i en af landets største børne- og ungdomsorganisationer
- Udvikle nye løsninger med stor organisatorisk betydning
- Blive en del af et engageret kollegafællesskab med høj grad af frihed, ansvar og samarbejde
Vi tror på, at de bedste resultater skabes i fællesskab. Derfor får du et arbejde, hvor relationer, tillid og mening er lige så vigtige som planer, processer og mål.
Praktisk information
Arbejdsstedet er på KFUM-Spejdernes sekretariat på Wagnersvej 33, 2450 København S eller på Houens Odde Spejdercenter, Houens Odde 14, 6000 Kolding. Stillingen indebærer rejseaktivitet samt aften- og weekendarbejde i forbindelse med møder, arrangementer og samarbejde med frivillige.
Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for den rette kandidat og er derfor åbne for, at stillingen kan tilrettelægges med et ugentligt timetal mellem 30 og 37 timer.
Løn forhandles individuelt på baggrund af kvalifikationer og erfaring. KFUM-Spejderne er ikke lønførende, men vi bestræber os på at tilbyde attraktive og fleksible ansættelsesvilkår, samt et arbejde med høj grad af mening, ansvar og indflydelse.
Ansøgningsfrist: 17. august 2026
Tiltrædelse: 1. oktober 2026
Ansættelsesperiode: Der er som udgangspunkt tale om en 2-årig stilling med mulighed for forlængelse.
Samtaler: Samtaler med relevante kandidater afholdes i løbet af den 24. og 25. august på Houens Odde Spejdercenter. Eventuel anden samtalerunde afholdes den 31. august 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingschef Peter Nord Lentz på 20780870 eller pl@kfumspejderne.dk.
Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen uanset alder, køn, etnicitet, tro, seksuel orientering eller baggrund.
KFUM-Spejderne i Danmark er et spejderkorps med omkring 25.000 medlemmer og 400 lokale spejdergrupper. Sammen udvikler vi børn og unge til selvstændige mennesker, der tager ansvar for sig selv, andre og verden omkring dem. Læs mere på www.kfumspejderne.dk.
