Det er vigtigt at give de unge selv førertrøjen på, når kommunens ungdomskultur skal udvikles, mener formanden for Vejles kulturudvalg, Dan Arnløv Jørgensen (K): “Vi bliver nødt til at skabe næste generation af unge entreprenører, og jo mindre vi blander os som kommune, jo bedre. Som politikere kan vi ikke skabe de skæve, anderledes projekter og et fedt ungdomsmiljø. Det er op til de unge selv.” Vejles kulturforvaltning har arbejdet målrettet for at skabe nogle gode vækstvilkår for de unges egne, frivillige projekter. Det kan mange andre kommuner også lære af, mener Dan Arnløv Jørgensen. “Vi skal turde tage chancer og være fleksible for at involvere de unge. De får lov til at styre det hele, og de skal vide, at vi tager dem alvorligt. Til gengæld skal de selv komme med idéerne. De får ikke noget forærende, men de skal knokle og stå til ansvar for deres projekter,” siger han og tilføjer: “Det klarer de godt”.
Det er repræsentanter fra de unges mange nye initiativer og foreninger, der har indstillet Vejle til prisen som ’Årets Ungdomskommune 2011’. Vejles unge har nemlig taget rollen som iværksættere til sig og gør selv en aktiv indsats for kommunens ungdomskultur – i form af f.eks. børne– og ungefestivalen Spotlight, studiestartskoncerten PikNik, Ungdomskulturhuset Bunkeren, en forening for kulturelle iværksættere og UXP – et nyhedssite for unge af unge. Projekterne støttes af to unge ’KulturPiloter’: studerende, der er ansat i kulturforvaltningen til at vejlede og administrere tilskud for andre unge.
At kommunen tager de unge alvorligt og giver dem mulighed for at vise, hvad de kan, er ifølge DUFs formand Martin Justesen helt afgørende for, at Vejle løber med prisen som ’Årets Ungdomskommune 2011’. Han håber, at kåringen vil inspirere Vejle til fortsat at styrke foreningslivets vilkår og investere i udviklingen af unge. Og det tør Vejles kulturudvalgsformand Dan Arnløv Jørgensen godt love: “Prisen må ikke blive et punktum. Vi skal videre, for de unge er vores fremtid. Hvis vi fører en spændende ungdomspolitik, så vores unge oplever miljøet i Vejle som sjovt og udfordrende, er der gode chancer for, at de vender hjem til kommunen, når de en gang er færdige med deres uddannelse.”