”Ballerup kommune er blandt pionererne og har arbejdet med ungeområdet igennem mange år – det kan ses i deres helhjertede satsning på området og i deres grundighed og viden. En meget værdig vinder af årets ungdomskommunepris.” Sådan lyder dommerkomitéens begrundelse for at kåre Ballerup som vinder af årets ungdomskommunepris 2009. Komitéen betragter Ballerup Kommunes indsats på ungeområdet som meget gennemtænkt og seriøst. ”Ballerup blev valgt, fordi det virker til, at de har en gennemtænkt ungdomspolitik, og at de mener det seriøst, når de siger, de gerne vil inddrage unge. At de giver en 50’er pr. stemme i prøvevalget er et klart eksempel på det,” siger DUFs formand Martin Justesen.
På Ballerup Kommunes rådhus, er man meget glad for prisen ifølge borgmester Ove E. Dalsgaard. ”Det kræver politisk og administrativ opbakning at inddrage de unge. I Ballerup Kommune har vi i mange år arbejdet for at sikre unge gode og udfordrende udfoldelsesmuligheder. Vi ser hver enkelt ung som en ressource og bidragsyder til fællesskabet. Den holdning konkretiseres blandt andet i kommunens ungepolitik, som kommunen har tradition for at udarbejde i tæt samarbejde med unge, ” siger Ove E. Dalsgaard.
DUF uddeler hvert år ’Ungdomskommuneprisen’, der er en kåring af Danmarks bedste kommune for unge. Ungdomskommuneprisen har til formål at belønne kommuner, der gør en særlig indsats for at forbedre unges udfoldelsesmuligheder og levevilkår – blandt andet ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.
