Nyheder

Dansk Ungdoms Fællesråd får ny forperson

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd vælger ny forperson, og valget er faldet på Anneline Larsen, der afløser afgående forkvinde, Christine Ravn Lund. Samtidig bliver Erik Korup Pedersen ny næstforperson for paraplyorganisationen.

28-årige Anneline Larsen bliver ny forperson for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, der har 78 medlemsorganisationer og repræsenterer over 600.000 børn og unge i Danmark. Anneline Larsen er indstillet af Fagbevægelsens Ungdom og er lærerstuderende. Derudover har været næstforperson for DUF det seneste år. Den plads bliver nu udfyldt af Erik Korup Pedersen, der er indstillet af Det Danske Spejderkorps. Det er første gang siden DUF’s stiftelse i 1940, at en repræsentant fra fagbevægelsen træder til som forperson.

”Jeg er stolt og beæret over den tillid, som de delegerede viser mig. Jeg glæder mig til, sammen med medlemsorganisationerne, at arbejde for, at alle unge oplever at være en del af et forpligtende foreningsfællesskab, og at DUF fortsætter med at være den brede ungdoms stemme i den offentlige debat”, siger Anneline Larsen oven på dagens valg.

Hun blev valgt uden modkandidat og overtager posten fra Christine Ravn Lund, som har siddet som forkvinde på vegne af FDF siden 2021.

”DUF er en kerneaktør”
Det er ikke første gang, at Anneline Larsen sætter sig i spidsen for en organisation. Hun har tidligere været forperson for Lærerstuderendes Landskreds, ligesom hun har været foreningsaktiv i flere af DUFs medlemsorganisationer. Og med det nye hverv som forperson for DUF glæder hun sig til at være med til at sætte dagsordnen på vegne af den brede danske ungdom.

”Det er vigtigt for mig, at vi styrker unges deltagelse i demokratiet. DUF er en kerneaktør, når det handler om unge, demokrati og foreningsliv, og vi må aldrig tage demokratiet for givet. Derfor skal vores generation også være centrale i arbejdet for aktivt at udvikle og bevare det. Her spiller foreningslivet en afgørende rolle, da det er her mange børn og unge tidligt oplever, hvad det vil sige at tage ansvar, lytte til andre og finde fælles løsninger”, udtaler den nyvalgte forperson.

Den nyvalgte politiske ledelse
Udover valget af Anneline Larsen som ny forperson valgte de delegerede også ny næstforperson, nyt forretningsudvalg og ny styrelse. Dermed er følgende valg til at sætte den politiske retning for DUF de kommende to år:

Anneline Larsen, forperson, Fagbevægelsens Ungdom
Erik Korup Pedersen, næstforperson, Det Danske Spejderkorps
Esben Bjørn Salmonsen, medlem af forretningsudvalget, Danske Studerendes Fællesråd
Martin Dommerby, medlem af forretningsudvalget, Venstres Ungdom
Nicolas Ditlev Nilausen Fromsejer, medlem af forretningsudvalget, Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund
Aksel Munk-Hansen, medlem af styrelsen, Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF
Casper Schmedes, medlem af styrelsen, Danske Skoleelever
Daniel Fisker Jensen, medlem af styrelsen, KFUM-Spejderne i Danmark
Emilie Ghali, medlem af styrelsen, Sammenslutningen af Unge Med Handicap
Hannah Larsen, medlem af styrelsen, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
Henriette Kudahl, medlem af styrelsen, Youth for Understanding Danmark
Kasper Bjørnskov, medlem af styrelsen, Erhvervsskolernes ElevOrganisation
Marcus Taulborg, medlem af styrelsen, Israelsmissionens Unge
Niels Christian Aarestrup, medlem af styrelsen, KFUM og KFUK i Danmark
Pippi Lester, medlem af styrelsen, Coding Pirates Danmark
Sally Kathrine Hundahl, medlem af styrelsen, Ungdomsringen
Sille Andrea Nørgaard, medlem af styrelsen, Ungdommens Røde Kors
Victor Pittelkow, medlem af styrelsen, Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber
Victoria Egeberg Kaxe, medlem af styrelsen, Landsforeningen Bifrost

Anneline Larsens Blå Bog:
Til dagligt går Anneline Larsen på læreruddannelsen på Carlsberg (Københavns Professionshøjskole). Hun er opvokset i Dragør og Lyngby og flyttede sidenhen til Amagerbro. I dag bor hun i Lejre sammen med sin kæreste og deres fælles barn.

CV:
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd
2025-????: Forperson
2024-2025: Næstforperson

2024: Forperson for lokalforeningspuljen

Lærerstuderendes Landskreds
2023-2025: Forperson
2021-2025: Medlem af forretningsudvalget
2020-2021: Medlem af bestyrelsen

Danmarks Lærerforening
2023-2025: Hovedstyrelsesmedlem

HK Hovedstaden
2021-2022: Phoner

Center for Undervisningsmidler (CFU)
2020-2021: Studentermedhjælper

DUI-Leg og Virke København
2020: Projektkoordinator

BOGhandleren Lyngby
2019: Butikschef og bogindkøber
2016-2019: Salgsassistent og bogindkøber

Aurehøj Gymnasium:
2016: Forperson for elevrådet
2015: Elevrepræsentant i skolebestyrelsen

DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
2017-2018: Distriktskasserer i DSU København
2016-2017: Formand for DSU København Nord
2016: Næstformand i DSU København Nord
2014-2016: Bestyrelsesmedlem i DSU København Nord

Derudover sidder Anneline Larsen også som repræsentant i 2030-panelet.