Det Danske Spejderkorps modtager årets dialogpris for deres arbejde med projektet ’Demokratisk selvtillid’, der gennem kreative formater og øvelser bidrager til at få unge til at bruge deres stemme og styrke deres demokratiske selvtillid.
Det Danske Spejderkorps modtager Folkemødets Dialogpris for deres projekt ’Demokratisk selvtillid’, der skabte nye rammer for dialog mellem unge og lokalpolitikere op til kommunalvalget 2025.
Gennem kreative formater som fællesspisning og spejderløb arbejdede projektet med at klæde spejdere på til at sænke barriererne for deltagelse, åbne døren til lokaldemokratiet for nye målgrupper og samtidig få gode erfaringer med demokratisk deltagelse.
Projektet hyldes for sit bidrag til at styrke unges demokratiske selvtillid og viser, hvordan aktivt medborgerskab kan vokse ud af fællesskaber.
Folkemødets Dialogpris uddeles årligt og er en hyldest til den respektfulde demokratiske samtale og hylder dem, der har modet til at gøre svære emner nærværende gennem nysgerrig og respektfuld dialog.
Prisen bliver overrakt på Folkemødet på vegne af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), DR og Folkemødet.
Derudover bliver Dialogprisen også markeret med et event på Folkemødet i Danchells Telt torsdag den 11. juni klokken 12.00-12.45, hvor der vil være fokus på betydningen af den konstruktive dialog. Samtidig vil publikum få mulighed for at opleve, hvordan dialog kan faciliteres i praksis, og hvad det kræver at lytte, samarbejde og skabe fælles løsninger.
En jury bestående af en repræsentant fra hver af partnerorganisationerne har kåret Det Danske Spejderkorps-’Demokratisk selvtillid’ som modtager blandt i alt fire nominerede.
Give unge konkrete erfaringer
Forperson for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Anneline Larsen, der står i spidsen for juryen sammen med Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd, sætter ord på Det Danske Spejderkorps’ bidrag til at styrke unges demokratiske selvtillid:
- Det Danske Spejderkorps modtager Folkemødets Dialogpris 2026, fordi de formår at give unge konkrete erfaringer med demokrati, ansvar og fællesskab. I spejderbevægelsen lærer børn og unge ikke bare at tage ordet, men også at lytte til hinanden, samarbejde og finde løsninger sammen. Det er værdier og erfaringer, som vores demokrati har brug for. Måske mere end nogensinde før.
Per Paludan Hansen supplerer:
- Det Danske Spejderkorps er lykkedes med at skabe et projekt, der inviterer nye målgrupper ind i den demokratiske samtale. Det er vigtigt i en tid præget af polarisering. Samtidig er det stærkt at se et projekt, der arbejder aktivt med at engagere unge og tør tænke i nye greb, der åbner flere veje ind i fællesskab og demokratisk deltagelse. Det er helt centralt, hvis vi vil have en åben og demokratisk dialog, at vi formår at nå bredt ud i befolkningen og skabe rum for, at flere føler sig inviteret ind i samtalen.”
Morten Gade, generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, siger:
- Demokratisk selvtillid er noget af det, vi er allermest optaget af som spejdere. Hos os lærer børn om demokrati gennem samtale; hvilken vej skal vi gå? Hvor skal vi sove? Hvad skal vi have at spise? I friluftslivet mødes vi om de – til tider – basale valg, som baner vejen for at kunne tage samtalen, når det kommer til større emner. Vi kan være uenige og stadig arbejde sammen. Projektet Demokratisk Selvtillid har gjort alt det helt konkret og givet mulighed for, at spejdergrupperne åbner endnu mere op og bliver mere bevidste om den fineste del af demokratiet: den gode samtale.
De øvrige nominerede til Folkemødets Dialogpris 2026:
- Skolevalget 2026 – for at skabe et læringsrum for politiske debatter for elever i 8., 9., og 10. klasse.
- Nina Palesa Bonde – for sit bidrag som repræsentant for en profession, dommerstanden, til den offentlige debat.
- Kandidaterne til kommunalvalget 2025 – for deres mod, kræfter og energi at stille sig frem og bidrage til en demokratisk samtale.
Foto: Morten Hatting Voltelen
