Dialogmøde om Verdensmål hos DUF
06-06-2018
Med udvidelsen af Ungdomsdelegatprogrammet har DUF fået flere indgange til internationale beslutningsprocesser og flere ressourcer til at forankre globale dagsordner blandt danske unge. I forlængelse af det, afholdte DUF sammen med ungdomsdelegaterne d. 14. maj 2018 et dialogmøde for unge om arbejdet med FN’s Verdensmål for Bæredygtig Udvikling. I alt deltog 22 unge, der repræsenterede en bred vifte af DUFs medlemsorganisationer.
af Jamal Mbamba Johansen
Formålet med mødet var at dele viden og erfaring for at kunne give unge konkret input til arbejdet med Verdensmål, at give medlemsorganisationer og andre interesserede unge indblik i ungdomsdelegatprogrammet samt at give de deltagende mulighed for at komme med input til ungdomsdelegaterne og præge DUFs arbejde med Verdensmål.
Videns- og erfaringsdeling om arbejdet med Verdensmål
To af DUFs ungdomsdelegater – Ida Paetau og Sara Rønning-Bæk – gav en kort introduktion til ungdomsdelegatprogrammet og fortalte om deres aktiviteter i 2018. Blandt andet skal de danske ungdomsdelegater i 2018 være en del af den danske delegation ved FNs Generalforsamling, deltage ved FN’s High Level Political Forum, der evaluerer arbejdet med Verdensmål og til klimatopmødet COP24 i den polske mineby Katowice.
Spejderne (Kasper Rolle og Margrethe Grønvold Friis) holdt et oplæg med inspiration til og eksempler på, hvordan man kan tydeliggøre arbejdet med Verdensmålene. I anledningen af Spejderdagen d. 23/4 2018 havde Spejderne udarbejdet et materialesæt (Byg en Bedre Verden) med info om Verdensmål og deres tætte bånd til Spejdernes eksisterende livssyn samt aktivitetskatalog til brug ved spejdermøder
Clara Halvorsen og Rasmus Kjeldsmark Jakobsen præsenterede status på DUFs arbejde med Verdensmål. DUFs arbejde med Verdensmål kommer blandt andet til udtryk i en Verdensmålsarbejdsgruppe, ungdomsdelegatprogrammet, projekter støttet af DUFs internationale pulje, et ungdomspolitisk netværk og en plads i 2030-Panelet, der løbende skal understøtte og evaluere Danmarks arbejde med Verdensmål.
Der var bred enighed om, at medlemsorganisationer og andre unge i forvejen arbejder med talrige aktiviteter og indsatser, der hver især bidrager til realisering af flere Verdensmål i forskellige omfang. Derfor er det også vigtigt, at der findes en nem og ligetil måde, hvorpå Verdensmålsarbejdet kan italesættes, konkretiseres og knyttes direkte til medlemmernes aktiviteter.
Tematiske gruppeworkshops
Aftenen fortsatte med gruppeworkshops inddelt efter fire temaer – Ligestilling og sundhed, Uddannelse og Verdensmål, Miljø og klima samt Verdensmål som kommunikativ løftestang. Hver gruppe havde en livlig og god dialog fyldt med erfarings- og vidensdeling, udveksling af idéer og forslag om tiltag.
Blandt de mange forslag, som kom ud af de forskellige workshops var fx idéen om et slags sparringsnetværk for DUFs medlemsorganisationer, der arbejder med bestemte Verdensmål og der blev også udtrykt et ønske om flere dialog- og/eller inspirationsmøder, der kan understøtte arbejdet med Verdensmål. Dette ønske bunder særligt i en forståelse om, at verdensmålsarbejdet giver gode muligheder for, at medlemsorganisationerne kan samarbejde om at iværksætte aktiviteter, der går på tværs af de enkelte organisationer og dermed kan nå bredere ud.
Hos DUF er vi meget begejstrede for og taknemmelige over de mange input, der kom ud af dialogmødet. Vi kigger nu de forskellige bidrag igennem for at se på, hvilke af dem, der kan arbejdes videre med, og hvordan de kan hjælpe DUF i arbejdet med Verdensmålene for bedst muligt både at kunne bistå medlemsorganisationerne og det generelle arbejde med Verdensmål og danske unge.