Læs om fire DUF-formænds vigtigste kampe og hvilke samfund, der formede deres dagsordener.
DUF har eksisteret siden 1940, hvor organisationen blev stiftet som en reaktion på de nazistiske og fascistiske tendenser. Dengang hed organisationen Dansk Ungdomssamvirke og var med Hal Koch som den første formand bannerfører for demokratiet under besættelsen.
Siden har opgaverne og af den grund også navnet ændret sig. I 1945 efter krigens afslutning måtte DUF revurdere sit arbejde, da kampen mod antifascisme ikke længere var den altoverskyggende. Der blev i stedet lagt vægt på, at rådet skulle være repræsentant for den samlede organiserede ungdom, og derfor skiftede man navn til Ungdomsorganisationernes Fællesråd. I 1951 ændrede man igen navnet. I efterkrigstiden kom der nemlig et stigende fokus på det internationale ungdomssamarbejde. Det betød, at navnet skulle afspejle placeringen som dansk ungdomsorganisation i verden. DUF skiftede derfor til sit nuværende navn Dansk Ungdoms Fællesråd.
Herunder kan du blive klogere på DUF’s udvikling hen over årene gennem fire DUF-formænds erfaringer med blandt andet kondomkampagner, antiapartheid-aktivisme, murens fald og mødet med en kongelig.
Formand: 1978-1980
Baggrund: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
Hvad laver du i dag?
I dag er jeg stilfærdig pensionist efter 10 år som konsulent i LO og 25 år som forstander/direktør for LO-skolen i Helsingør. Ud over at passe familielivet er jeg fortsat lidt engageret i kooperationen i Danmark, en arbejdsgiver- og interesseorganisation for kooperative og socialøkonomiske virksomheder i Danmark.
Hvordan husker du din tid i DUF?
DUF var meget præget af politiske spændinger først og fremmest i kølvandet på, at mange af de uddannelsessøgendes organisationer (nogle studenter- og elevorganisationer) meldte sig ind – med en meget venstreorienteret dagsorden. For mig var det i øvrigt befriende med et netværk som DUF, der rakte ud over de meget fastlåste positioner, vi til daglig oplevede i de politiske ungdomsorganisationer.
Hvad var DUF’s vigtigste kamp, da du var formand?
Det altoverskyggende tema i min DUF-tid var kampagnen om og indførelsen af 18 års valgret. Men også forhandlingerne om og implementeringen af den nye tipslov med støtte til det idébestemte ungdomsarbejde fyldte rigtig meget.
Hvilke ungedagsordner fyldte i samfundet, da du var formand?
Den helt store unge-dagsorden dengang var ungdomsarbejdsløsheden.
Hvad ser du som DUF’s vigtigste opgave i dag?
Det må fortsat være DUF’s vigtige opgave at samarbejde med myndighederne for at sikre at ungdomsorganisationerne har gode forhold. På samme måde synes DUF’s internationale arbejde vigtigere end nogensinde.
Styrelsen for DUF, der jubler efter de blev valgt ind i 2019 Formand: 1988-1989
Baggrund: Landsforeningen Ungdomsringen
Hvad laver du i dag?
I dag arbejder jeg som Socialchef i Magistratsafdelingen Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus kommune.
Hvordan husker du din tid i DUF?
Min tid i DUF var præget af de internationale dagsordner. Vi brugte meget tid på samarbejdet mellem de øst- og vesteuropæiske ungdomsråd ud fra principperne om at dialog og menneskelige kontakter nedbryder fjendebilleder. Gorbatjov talte om perestrojka og åbenhed, da Verdensungdomsfestivalen blev afholdt i Moskva i 1985, og få år efter søgte det ungarske ungdomsråd om optagelse i CENYC – den vesteuropæiske sammenslutning af ungdomsråd. Vi oplevede virkelig, at vi var med til at påvirke verdensordenen. Da jeg aflagde min formandsberetning i 1989, var Berlinmuren faldet få uger forinden. Det var STORT. På andre måder betød DUF også noget for mig personligt. Jeg mødte nemlig min mand i DUFs styrelse, og Jan og jeg har været gift i 33 år.
Hvad var DUF’s vigtigste kamp, da du var formand?
DUF´s vigtigste kamp i de år var Unges Indflydelse. Vi ville have samfundet og politikerne til at tage unge alvorligt, så de kunne deltage i demokratiet på egne præmisser. Det handlede om skoleelevernes indflydelse i elevråd og på skolerne samt indflydelse på ungdomsuddannelserne og i foreningerne.
Hvilke ungedagsordner fyldte i samfundet, da du var formand?
Lige nu fylder corona enormt meget, men dengang var det AIDS, som blev kendt som en sygdom, der blev overført via sex. Vi delte kondomer ud i nattelivet og forsøgte at overbevise andre unge om, hvor vigtigt det var at beskytte sig. Vi blev kaldt nå-generationen, men masser af unge deltog i foreninger, og uanset om det var i de politiske ungdomsorganisationer eller fx i spejderbevægelsen, så var DUF beviset på, at de unge ikke var ligeglade med det samfund, de var en del af. Vi mødtes, diskuterede og var uenige, men formåede også at samles om initiativer mod ungdomsledigheden og mellemfolkelige indsatser. I de år opdyrkede vi fx et samarbejde mellem de nordiske ungdomsråd og ungdomssamarbejdet i det Sydlige Afrika, hvor landene omring Sydafrika var meget påvirket af de sanktioner, som var nødvendige for at presse apartheidstyret i Sydafrika. Vi var på en fælles nordisk studietur til SADCC-landene i det sydlige Afrika, hvor vi sluttede af med en fælles nordisk/afrikansk ungdomskonference i Livingstone. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg tabte mit hjerte til Afrika.
Hvad ser du som DUF’s vigtigste opgave i dag?
Hvis vi virkelig skal lykkes med at nå klimamålene i 2030, så tror jeg, det er ungdommen, der skal presse os til at ændre vaner og få politikerne til at prioritere de nødvendige investeringer. Her er der virkelig en dagsorden, hvor ungdomsforeninger burde samarbejde på tværs af ståsted og landegrænser for at sikre klodens og børnenes fremtid.
Formand: 1989-1991
Baggrund: KFUK Spejderne
Hvad laver du i dag?
Jeg er pensioneret skoleleder. Og så er jeg stadig aktiv leder hos De Grønne Pigespejdere.
Hvordan husker du din tid i DUF?
Berlinmurens fald betød udvidelse af Europa og ændringer for det europæiske ungdomssamarbejde mellem nationalrådene, hvor vi bl.a. medvirkede til den spirende demokratiudvikling hos ungdommen i det tidligere Østeuropa. Vi arbejdede også med vedtagelsen og implementeringen af Folkeoplysningsloven og så skulle vi håndtere tipsskandalen, hvor nogle organisationer havde haft en lidt for kreativ måde at udregne medlemstal på og derfor havde fået for meget udbetalt i støtte.
Hvad var DUF’s vigtigste kamp, da du var formand?
Vores største kamp var at genskabe tilliden til, at DUF fortsat fik den samme andel af Tipsmidlerne og selv kunne administrere den.
Hvilke ungedagsordner fyldte i samfundet, da du var formand?
Fred og nedrustning, samt at sikre medindflydelse på alle områder omhandlende børn og unge – nationalt og internationalt.
Hvad ser du som DUF’s vigtigste opgave i dag?
DUF’s vigtigste rolle i dag er fortsat at sikre medindflydelse på alle børne- og ungeområder samt at omsætte børn og unges engagement i klimadebatten til handlinger.
Signe Bo, i sin tid som formand for DUF Formand: 2012-2015
Baggrund: KFUM og KFUK
Hvad laver du i dag?
Jeg er “kommet hjem igen” i ungdommens, foreningslivets og demokratiets tjeneste som afdelingschef for Foreningsudvikling og Unge ved DUF.
Hvordan husker du din tid i DUF?
Et af de fineste minder, jeg har, er fra fejringen af 100 året for kvinders valgret. Her fortalte H.K.H. prinsesse Benedicte mig, at det var vigtigt, at unge brugte deres stemmeret første gang, de havde muligheden, for så var der større chance for, at de blev ved med at deltage i valg resten af deres liv. Det kom fra en undersøgelse, vi havde lavet i DUF, det vidste hun nok ikke, men det gjorde mig ret stolt, at vi kom så langt ud med vores viden, at den nu kom tilbage til os fra selveste kongehuset.
Hvilke unge-dagsordner fyldte i samfundet, da du var formand?
En af de store dagsordener de år var at styrke unges valgdeltagelse og deres plads i demokratiet. Der var meget debat om, hvorvidt man skulle sænke valgretsalderen til 16 år.
Hvad ser du som DUF’s vigtigste opgave i dag?
Jeg vil overlade det til styrelsen og medlemmerne at bestemme, hvad der er DUF’s vigtigste rolle, da jeg i dag sidder i sekretariatet og betjener de politisk valgte. Min opgave er nu at styrke vores foreningsliv og give unge en stemme, så de kan deltage i demokratiet og være med til at bestemme.
Chris Preuss, nuværende formand for DUF Formand: 2019-
Baggrund: Venstres Ungdom
Hvordan husker du din tid i DUF?
En af de ting, jeg virkelig er stolt af at have været med til, er etableringen af demokratikommissionen. I en tid hvor tonen på de sociale medier kan afskrække unge fra at deltage i debatten, og hvor fake news truer mediernes troværdighed og tilliden til politikerne og flere føler sig koblet af samfundsudviklingen og marginaliseret, fik vi samlet ledende repræsentanter fra partier, medier og civilsamfundet for at diskutere om demokratiet er i krise. Kommissionens arbejde endte ud i, at vi kunne præsentere en række konstruktive forslag til at sikre vores demokrati.
Hvilke ungedagsordner fylder i samfundet lige nu?
Lige nu fylder trivsel rigtig meget både i samfundet og for os i DUF. Vi skal tilbage på sporet, efter corona i halvandet år har formet børne- og ungdomslivet. Vi tager også mangfoldighedsdebatten alvorligt i DUF og har fx lige lanceret en kampagne, hvor vi sætter fokus på, hvordan man skaber ”fællesskaber for alle” ude i foreningerne. Og så er klima jo en af de helt store emner, hvor vi virkelig har set at ungdommen kan være med til at sætte en dagsorden.
Hvad ser du som DUF’s vigtigste opgave i dag?
Vi skal demokratisere ungdommen, så de aktivt kan deltage i samfundet og gøre deres stemme gældende. Alt for mange beslutninger bliver nemlig truffet i dag, uden at ungdommen bliver hørt.