DUF indleder samarbejde med P3 Missionen: Vi skal kickstarte samtalen om det gode ungdomsliv
06-03-2023
Hvad er det gode ungdomsliv? Det spørgsmål stiller DUF og P3 nu sammen og lancerer et nyt bredt samarbejde for at kickstarte samtalen om trivsel og det gode ungdomsliv. I sidste uge samlede DUF og P3 omkring 200 unge i DR Koncerthuset og til oktober afholdes et topmøde for unge, politikere og organisationer.
I løbet af 2023 vil DUF og DR P3 give mikrofonen til unge og sætte fokus på unges trivsel i ungelivet. Derfor indledes der nu et samarbejde, der skal kickstarte samtalen om og sætte fokus på, hvad det gode ungdomsliv er. DUF skal være en af DR's gennemgående partnere på projektet P3 Missionen, der går ud på, at unge skal have det godt og gøre det, der gør dem glade.
"Det gode ungdomsliv er for mange blevet erstattet med et for presset ungdomsliv, hvor vi hele tiden er på dupperne og på vej videre til det næste, vi skal nå. Det er tid til, at vi unge stopper op, tænker os om og får mere plads til det, der gør os glade. Vi skal i fællesskaber knække kurven af mistrivsel. Derfor vil vi kickstarte samtalen om, hvad det gode ungdomsliv egentlig er," siger DUF-forkvinde, Christine Ravn Lund i forbindelse med Ungesamling i DR Koncerthuset, der skød projektet i gang.
P3-Missionen samler ungeaktører
Det er forhåbningen, at netop kombinationen af DR, DUF og en lang række relevante ungeaktører skal kunne gøre en forskel for unges trivsel og mentale helbred.
"Det er ikke de unges ansvar at løse trivselsudfordringerne, men de kan sætte ord på, hvad der gør dem godt og hvad der skal være mere af i deres hverdag, for at de får det bedre. Derfor ønsker vi på P3 at give hele Danmarks ungdomsgeneration en stemme, som kan indgå i arbejdet med at styrke trivslen. Vi kender målgruppen på P3, vi har en bred kontaktflade med de unge, og vi ved, hvad det betyder at blive lyttet til. Men vi kan ikke gøre det alene, så derfor betyder samarbejdet med de mange organisationer rigtig meget for at vi kan give de unge en stemme og sætte en positiv bevægelse i gang til fordel for de unges mentale helbred,” siger ledende redaktionschef Malene Birkebæk.
En vellykket Ungesamling 2023
De første svar på, hvad det gode ungdomsliv er, kom allerede i sidste uge, da DUF og DR samlede godt 200 unge mennesker i DR Koncerthuset til Ungesamling 2023.
Her diskuterede deltagerne, hvad det gode ungdomsliv er, med udgangspunkt i seks af ungdomslivets arenaer: Skole/uddannelse, arbejde, fritid, online-liv, familie og venner. Disse seks arenaer er udvalgt af DUF og vil være gennemgående for P3 Missionens og DUFs arbejde, ligesom der for DUF vil være et særligt fokus på, hvordan en god start på arbejdslivet kan bidrage positivt til unges mentale helbred.
Samarbejdet mellem DUF og DR byder foreløbigt, udover den veloverståede Ungesamling 2023, på et topmøde til oktober, hvor unge får mikrofonen og får mulighed for at gøre organisationer og politikere klogere på, hvad der gør dem glade, og give sine bud på, hvordan man sikrer det.
Om DUFs samarbejde med P3-Missionen:
DUF skal, sammen med blandt andet Ebbefos Fonden og Østifterne, være en af DR's gennemgående partnere på projektet P3 Missionen. Missionen afvikles i perioden 1. januar til 10. oktober 2023 med følgende formål:
- Sætte unges mentale trivsel på dagsordenen
- Styrke unges viden om mental sundhedsfremme
- Sikre at unge bliver hørt, når de besvarer spørgsmålet ’Hvad gør dig glad?’.
Læs mere om P3 Missionen her.
Ungesamlingen var støttet af Ebbefos Fonden og Østifterne, der er DR’s gennemgående samarbejdspartnere på P3 Missionen.