DUFs ungdomsdelegater til klimaforhandlinger i Bonn
06-06-2018
Den 29. april - 10. maj var to af DUF’s FN-ungdomsdelegater, Monika Skadborg og Amalie Helmbo Hansen, med den danske delegation til de internationale klimaforhandlinger i Bonn. Det er første gang, at den danske delegation har officielle ungdomsrepræsentanter med, og de danske repræsentanter for Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har taget rigtig godt imod dem.
af Monika Skadborg og Amalie Helmbo Hansen
“Det er et positivt signal fra Danmarks side at tage ungdomsdelegater med. Det viser, at man tager alvorligt, at inddragelse af ungdommen er en del af løsningen på klimaproblemerne,” siger Monika. ”Det har været nogle intensive dage med mange nye processer at sætte sig ind i og rig mulighed for at tage mere viden om internationale klimaforhandlinger med hjem,” fortsætter hun.
Foruden den danske delegation indgik Amalie og Monika også i Youngo, den ungdomsorganisation tilknyttet klimaforhandlingerne, som aktivt forsøger at påvirke forhandlingerne gennem interventioner. Nu er delegaterne godt klædt på til at være med til at tale ungdommens sag på COP24 i Polen til december. Her skal den såkaldte Rulebook vedtages, som er reglerne for, hvordan landene skal leve op til de ambitiøse mål, de har vedtaget i Parisaftalen i 2015.
Finansiering
Et emne, som fylder meget på den generelle dagsorden på tværs af forhandlingssporerne, er finansiering, og det er ikke nemt for landene at blive enige om, hvem der skal betale hvad og hvor meget, og det bliver ofte en langstrakt proces.
“Som repræsentant for den ungdom, der skal arve planeten, kan man godt blive lidt frustreret over at sidde med til lange møder, hvor landene spænder ben for hinanden og kun når meget lidt videre med teksten. Men vi håber på, at man trods alt er nået så langt, at man kan vedtage nogle ambitiøse og bindende aftaler til december,” siger Amalie.
Uddannelse og oplysning
Ungdomsdelegaterne fremhæver især et område, som er gået godt i forhandlingerne: Sporet “Action for Climate Empowerment” (ACE) blev som det første forhandlingsspor enige om en aftaletekst. Teksten fremhæver, hvordan uddannelse, oplysning og inddragelse af ungdommen og civilsamfundet er nødvendig for at løse klimaproblemerne.
“Uddannelse og oplysning er en vigtig del af klimadagsordenen. Det er noget, vi som DUF helt sikkert skal følge nært med i implementeringen af,” siger Monika.
Næste gang Monika og Amalie skal deltage i et klimaforhandlingsmøde bliver ved COP24 i Polen til december, hvor der skal træffes en række beslutninger for at sikre implementeringen af Parisaftalen.
Læs mere om ACE her.
Og mere om klimaforhandlingerne her.