Religiøs overbevisning og trosdyrkelse er nemlig sjældent hovedårsagen til radikalisering, som det ellers ofte er blevet påstået. Det er derimod ensomheden, manglen på et sted at høre til og længslen efter anerkendelse. Ønsker vi at komme radikalisering til livs, er vi derfor nødt til at sørge for, at de unge mennesker, der lever på kanten, hjælpes ind i gode og sunde fællesskaber, der bygger på demokratiske forståelser, understregede Kasper Sand Kjær i sit oplæg. DUF arbejder gennem flere forskellige projekter aktivt med antiradikalisering. Både Demokratiets dag og samarbejdet med teatergruppen C:ONTACT er konkrete eksempler på projekter, hvor DUF arbejder med demokratisering og at give unge en følelse af, at de er en del af et fællesskab, og at deres mening betyder noget.
Et anden væsentligt element i de to projekter – såvel som i mange af de fællesskaber, der etableres i DUFs medlemsorganisationer – er, at unge får muligheden for at indgå i fællesskaber med andre unge, de ikke nødvendigvis er enige med. Muligheden for at komme til orde og diskutere med andre kan være med til at bryde den holdningsforskrækkelse, som også er med til at fremme radikalisering: ”Vi må aldrig lukke ned for den demokratiske dannelse af frygt for de ”forkerte” holdninger. Vi bekæmper ikke radikalisering ved at undertrykke og lukke ned for samtaler om bestemte holdninger og livssyn,” påpegede Kasper Sand Kjær fra talerstolen i Landstingsalen.
Erfaringer og undersøgelser fra DUF viser, at flere og flere unge i dag ikke tror på, at de har indflydelse og derfor melder sig ud af fællesskabet og den demokratiske samtale. Tilliden til demokratiet blandt unge er generelt dalende, og det er, ifølge Kasper Sand Kjær, her vi bør starte, hvis vi vil bekæmpe radikalisering: ”Radikalisering begynder dér, hvor demokratiet slutter. Derfor er den demokratiske dannelse og opdragelse vores bedste værn mod radikalisering og antidemokratiske kræfter,” lød det afslutningsvis fra Kasper Sand Kjær. Kasper Sand Kjær startede dagen i P1 Morgen, hvor han også diskuterede antiradikalisering. Lyt med her!