Ved prøvevalgene var stemmeprocenten over 20 procent, men tallet dækker over store udsving. I Ikast-Brande var stemmeprocenten næsten 90 procent, mens den var knap ti procent i Ishøj. Stemmeprocenten ved kommunalvalg vokser med alderen indtil 75 år, så daler interessen igen. Jo ældre vælgere, jo højere stemmeprocent. Og når det gælder kommunalvalg, har stemmeprocenten altid ligget lavt for unge og førstegangsvælgere, fastslår Klaus Levinsen.
Og prøvevalgene for de 16-17-årige følger den tendens, der også er for unge over 18 år. ”De unge er i en særlig situation i forhold til kommunalvalg. Mange unge skal snart flytte, eller også er de lige flyttet til deres nye kommune, så mange unge er ikke rodfæstede i deres kommune. Og det har indflydelse på stemmeprocenten. Der er en nøje sammenhæng mellem ens kendskab til kommunen og lokalpolitikerne og ens vilje til at stemme,” siger valgforskeren til P1 Formiddag.
Unge er i høj grad politisk interesserede, men de er primært orienterede mod landspolitik, og deres foretrukne medier er landsdækkende, konstaterer Klaus Levinsen: ”Unge er meget erfarne mediebrugere, men de bruger primært de landsdækkende medier: TV Avisen, Nyhederne og internettet. Når vi kigger på politik, så sidder de mest synlige politikere på Christiansborg – og ikke rundt om i kommunerne. Kommunalpolitik bliver primært omtalt i de lokale og regionale aviser.”Valgforsker Klaus Levinsen peger også på behovet for, at lokalpolitikerne tydeliggør deres politik – dermed vil de få bedre tag i unge vælgere:”Kommunalpolitik har noget tilfælles med EU-politikken: Det dukker op hvert fjerde år med valgplakater og indlæg i aviserne, og så forsvinder det igen. Det er svært at se de reelle konfliktlinjer mellem partierne. Kommunalpolitik er meget præget af konsensus. Unge vil gerne have mere kant og synlighed.”Unges politiske valg er ingen naturlov.
Resultaterne af de kommunale prøvevalg viser, at især SF får et godt valg blandt de 16-17-årige. Men man kan ikke konkludere, at 16-års valgret konsekvent vil gavne de venstreorienterede, fastslår valgforskeren: ”Hvis vi går tilbage til 90’erne, så var det klart de borgerlige partier, der havde vind i sejlene også blandt de unge generationer. Vi har haft en periode i senhalvfemserne, hvor de unge i høj grad koncentrerede sig om midten, og især Det radikale venstre havde godt tag i de unge vælgere. Når vi kigger på det historisk, så er der ikke nogen naturlov om, at unge er mere venstreorienterede end de ældre,” siger Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet, der i den kommende tid vil analysere resultaterne af prøvevalgene.
Socialdemokraterne 22,3
Radikale Venstre 5,9
Konservativt Folkeparti 8,7
SF 24,7
Liberal Alliance 0,7
Dansk Folkeparti 5,9
Venstre 16,7
Enhedslisten 4,7
Lokale lister / andre 7,1
Blanke / Ugyldige 3,4
I alt 100
Antal vælgere: 50.629
Antal stemmer: 10.249
Stemmeprocent: 20,2