Vi må holde sommerlejre og sommeraktiviteter - stor jubel i DUF
10-06-2020
I flere måneder har tusindvis af børn og unge - og næsten lige så mange frivillige – i hele Danmark ventet på en afgørelse om, om de kan komme på ferielejre hen over sommeren. Og nu er de her endelig, retningslinjerne som muliggør sommerens aktiviteter i foreningsdanmark.
Ondag den 10. juni modtog DUF retningslinjerne for sommeraktiviteter. Og det vækker stor glæde i DUF.
Hent retningslinjerne for sommeraktiviteter
”Det er dejligt endelig at få en afklaring på, hvad vi må i løbet af den kommende sommer. De årlige lejre og aktiviteter, som hver sommer løber af stablen, betyder så utrolig meget for tusindvis af børn og unge. Derudover er aktiviteterne også med til at sikre foreningerne økonomisk, og det, at vi nu får mulighed for at afvikle dem, muliggør mange foreningers eksistens efter sommerferien. Så vi er alt i alt utrolig glade,” lyder det fra Chris Preuss, formand i DUF.
”Foråret 2020 har for alle været præget af utallige timer alene, foran skærmen. Derfor er der også i år et særligt behov for, at foreningerne må gøre det, de plejer: give børn og unge en oplevelse for livet – og særligt i år længes børnene efter at komme ud og være sammen,” uddyber han.
Også blandt DUFs medlemsforeningerne spreder nyheden om at kunne afholde sommerlejre stor glæde:
”I DFUNK er sommercamps en fast tradition, og i år er det vigtigere end nogensinde før, at vi kan afholde dem. Vi har gennemgået en svær tid med krise og isolation. For mange af de unge i DFUNK er der de seneste måneder sket en retraumatisering, fordi sidst de var i krise og isolation, var da de flygtede. De har behov for at mødes og for at være sammen i et trygt rum. Det er helt afgørende for, at de kan komme videre på en god måde. Vi er derfor superlettede over, at vi kan holde sommercamps uden, at vi behøver at skære for meget i antal. Vi er naturligvis også spændt på, hvordan vi kan ruste de mange frivillige, som har sagt ja til at være med på lejrene, så de ikke føler, at deres opgave bliver at være coronapoliti, men nærmere oversætte de her retningslinjer til noget sjovt og fællesskabsorienteret,” lyder det fra Natasha Al-Hariri, direktør i Dansk Flygtningehjælps Ungdom (DFUNK)
Også Thomas Kirkeskov, generalsekretær i KFUM-Spejderne, glæder sig over retningslinjerne:
”Retningslinjerne giver os en masse muligheder for at komme afsted, ikke som normalt, men for børnene vil det føles næsten normalt, når vi som voksne bare passer på og opsætter nogle forholdsregler. Det er rigtig godt, og også bedre end vi havde turde håbe på,” siger han og tilføjer:
”Sommerlejren er en kerneaktivitet for os. På vores sommerlejre er børnene sammen en hel uge. Væk fra deres far og mor. Det giver dem mulighed for, i et trygt fællesskab, at prøve kræfter med sig selv og hinanden, og vi kan bare se, hvor meget de vokser på sådan en lejr. Lejrene giver børnene en række succesoplevelser, som de ellers ikke ville få.”