COVID-19 nødpuljen er åben for ansøgninger
DUFs COVID-19 nødpulje støtter lokale børne- og ungdomsforeninger og sammenslutninger, der er trængt økonomisk af Corona-pandemien.
Puljen åbner for 3. ansøgningsrunde mandag den 11. januar 2021 med ansøgningsfrist mandag den 15. marts2021.
Den nye ansøgningsrunde er mulig, da Folketinget på ny har tilført yderligere midler til COVID-19 nødpuljen.
Ændringer siden første ansøgningsrunde
- Puljen kan dække afholdte udgifter og tabte indtægter i perioden 11. marts 2020 til 28. februar 2021, som er kendt på ansøgningstidspunktet.
- Som noget nyt kan lokalforeninger nu også ansøge om støtte til merudgifter til værnemidler samt merudgifter med henblik på at iagttage sundhedsmyndighedernes anbefalinger om god hygiejne ved afholdte af lokalforeningsarrangementer, herunder håndsprit, sæbe og ekstra rengøring.
- Navnlig under hensyn til lokalforeningernes behov for hurtigst muligt at opnå udbetaling af støtte til dækning af udgifter og tabte indtægter som følge af COVID-19, har DUF foretaget ændringer i proceduren for behandlingen af visse ansøgninger. I de tilfælde, hvor en lokalforening søger om støtte på 25.000 kr. eller derunder, kan sagen nu behandles af DUFs sekretariatet og skal som udgangspunkt ikke afvente udvalgsbehandling. En ansøgning om støtte på 25.000 kr. eller derunder vil dog fortsat blive forelagt for DUFs nødpuljeudvalg i de tilfælde, hvor ansøgningen rejser tvivlsspørgsmål. Nødpuljeudvalget vil endvidere blive orienteret om alle sager afgjort af DUFs sekretariat.
Fik du afslag i 1. og 2. ansøgningsrunde på merudgifter til værnemidler eller merudgifter til god hygiejne?
Flere ansøger fik i 1. og 2. ansøgningsrunde afslag på støtte til merudgifter til værnemidler og ekstra tiltag til at sikre god hygiejne, da disse udgifter ikke tidligere har været omfattet af retningslinjerne for COVID-19 nødpuljen.
Hvis din lokalforening tidligere har ansøgt om støtte til sådanne udgifter og har fået afslag, skal I ikke ansøge om støtte til samme udgifter igen. DUF vil selv gennemgå alle tidligere afslag på støtte til værnemidler og merudgifter til god hygiejne. DUF vil herefter vurdere, om det efter den seneste ændring af retningslinjerne er muligt at yde kompensation i de konkrete tilfælde. Din lokalforening vil derfor i løbet af 1. kvartal 2021 modtage en ny afgørelse fra DUF om, hvorvidt din lokalforening er blevet tildelt støtte til dækning for de tidligere ansøgte merudgifter til værnemidler og merudgifter til god hygiejne.
Hvis din lokalforening har haft yderligere merudgifter til værnemidler og god hygiejne, siden I ansøgte sidst, kan din lokalforening sende en ny ansøgning, hvor der ansøges om støtte til disse yderligere merudgifter.
Hvem kan søge?
Nødpuljen kan søges af lokalforeninger og lokale sammenslutninger under DUFs medlemsorganisationer, som har hjemsted i Danmark.
Hvad kan man søge støtte til?
Du kan søge støtte til udgifter eller tabte indtægter i perioden 11. marts 2020 - 28. februar 2021.
- Afholdte udgifter til aktiviteter, som er aflyst i forbindelse med COVID-19 nedlukningen.
- Tabte indtægter fra foreningens arbejde på fx festivaler, markeder, lejre eller andre begivenheder, som er aflyst i forbindelse med COVID-19 nedlukningen.
- Tabte indtægter fra udlejning af lokaler og udstyr som følge af COVID-19 nedlukningen.
- Tabte indtægter fra medlemskontingenter og støtteindbetaling som følge af COVID-19 nedlukningen.
- Merudgifter til værnemidler samt merudgifter med henblik på at iagttage sundhedsmyndighedernes anbefalinger om god hygiejne ved afholdte af lokalforeningsarrangementer, herunder håndsprit, sæbe og ekstra rengøring.
Hvor meget kan man søge om?
Der er ingen grænse for, hvad du kan søge, men DUF kan bevillige et mindre beløb end det, du søger, af hensyn til puljens størrelse.
Hvem får støtte?
Hvis der kommer ansøgninger om flere penge, end der er til rådighed, vil DUF lægge vægt på følgende kriterier:
- Foreninger, der er presset likviditetsmæssigt.
- Foreninger, hvor afholdte udgifter/tabte indtægter udgør en stor andel af foreningens samlede økonomi.
- Foreninger, hvor aktivitetsniveauet påvirkes af de økonomiske konsekvenser.
- At tildelingen af midler sikrer adspredelse i foreningstyper, der støttes.
Hvordan søger jeg?
Du skal sende din ansøgning via ansøgningsmodulet herunder. Puljen er åben for ansøgninger fra den 11. januar 2021 til den 15. marts 2021.
Ansøgninger på mere end 25.000 kr. fra samme lokalforening vil blive behandlet på to udvalgsmøder forventelig hhv. ultimo februar 2021 og primo april 2021, mens ansøgninger, hvor samme lokalforening har ansøgt om støtte på 25.000 kr. eller derunder, som udgangspunkt behandles løbende af DUFs sekretariat.
Din ansøgning skal indeholde følgende oplysninger:
- Stamdata på lokalforening og kontaktperson
- Foreningens konto. Der udbetales ikke til private konti.
- Foreningens CVR-nummer
- Beskrivelse samt opgørelse af afholdte udgifter/tabte indtægter som følge af nedlukning af aktivitet i forbindelse med COVID-19, samt hvordan og i hvilket omfang foreningens aktivitetsniveau påvirkes heraf.
- Oplysninger om foreningens økonomi:
- Sidste års samlede indtægter og udgifter
- Værdi af likvide midler pr. 1. marts 2020 (Kassebeholdning og indestående på bankkonti o.lign.)
- Værdi af letomsættelige aktiver (Obligationer, investeringsbeviser, aktier o.lign.)
Hvem behandler min ansøgning?
Din ansøgning bliver behandlet af et puljeudvalg med repræsentanter fra DUFs medlemsorganisationer eller af DUFs sekretariat. Den forventede sagsbehandlingstid er som følger:
- Ansøgninger på mere end 25.000 kr. modtaget af DUF mellem den 11. januar 2021 og den 7. februar 2021 behandles på et møde i puljeudvalget forventelig ultimo februar 2021. Din lokalforening kan forvente at modtage svar på ansøgningen indenfor ca. 2 uger fra udvalgsmødets afholdelse.
- Ansøgninger på mere end 25.000 kr. modtaget den 8. februar 2021 og frem til ansøgningsfristens udløb den 15. marts 2021 behandles på et møde i puljeudvalget forventelig primo april 2021. Din lokalforening kan forvente at modtage svar på ansøgningen indenfor ca. 2 uger fra udvalgsmødets afholdelse.
- Ansøgninger på 25.000 kr. eller derunder behandles løbende af DUFs sekretariat. Din lokalforening kan i disse tilfælde forvente svar indenfor 3 uger fra DUF har modtaget alt relevant og nødvendigt materiale til behandling af ansøgningen. I de tilfælde hvor ansøgningen rejser tvivlsspørgsmål, vil ansøgningen dog blive behandlet af puljeudvalget, og sagsbehandlingstiden vil da følge de angivne frister ovenfor.