Ungeløftepuljen

Ungeløftepuljen

Søg støtte til lokale indsatser, der gør det lettere for unge uden for job og uddannelse at blive en del af meningsfulde fællesskaber i foreningslivet – f.eks. gennem økonomisk støtte, tilgængelighed, frivilliguddannelse, mentorforløb eller metodeudvikling.

Næste ansøgningsfrist

FAQ om Ungeløftepuljen

Det er muligt at søge Ungeløftepuljen, hvis man opfylder minimum et af følgende:

  • Lokalforening under DUFs medlemsorganisationer
  • Observatørorganisation med hjemsted i Danmark eller Sydslesvig (forudsat at I har et CVR-nummer med en NemKonto tilknyttet)
  • Landsorganisation, der er medlem af DUF, hvis midlerne går til projekter med et tydeligt lokalt sigte.
  • Flere af DUFs medlemsorganisationer og observatørorganisationer eller flere af deres lokalforeninger kan også ansøge i fællesskab.

Følgende typer af indsatser kan støttes gennem Ungeløftepuljen:

  • Tilskud til kontingenter, deltagerbetaling, indkøb af udstyr eller lign. i tilfælde, hvor økonomiske barrierer hindrer målgruppens deltagelse.
  • Indkøb af materiel eller etablering af løsninger, der forbedrer tilgængeligheden, f.eks. håndlister, særlige rumløsninger, opsætning af akustikplader eller andet, der sikrer målgruppens adgang til aktiviteter og faciliteter
  • Tiltag, der styrker foreningernes evne til at inkludere målgruppen, fx kurser, uddannelse af frivillige, eller oplysningsaktiviteter rettet mod målgruppen.
  • Indsatser, der understøtter unge med sociale eller psykiske udfordringer, eksempelvis gennem særligt tilpassede forløb, mentorordninger eller samarbejder med aktører, der har viden om målgruppen.
  • Udvikling af nye metoder og tilgange, der kan styrke målgruppens tilknytning til fællesskaber i foreningslivet og bidrage til, at de opbygger kompetencer, der kan hjælpe dem videre i uddannelse og beskæftigelse.

Følgende krav gælder for alle ansøgninger:

  • Udgifterne skal være rimelige og nødvendige.
  • Indsatsen skal være i overensstemmelse med foreningens formål.
  • Indsatsen skal have til hensigt at gøre det lettere for unge mellem 15 og 29 år uden uddannelse og beskæftigelse at blive og være en del af foreningslivet
  • Der kan ydes støtte til lønudgifter, hvis det vurderes, at en opgave ikke med rimelighed kan løftes af frivillige. Lønudgifter skal være nødvendige for projektets gennemførelse og stå i rimeligt forhold til indsatsens omfang og formål.
  • Honorarer til eksterne foredragsholdere, undervisere eller konsulenter kan dækkes, hvis der er tale om en specialiseret indsats, der er afgørende for projektets gennemførelse.

Ved ansøgninger over 500.000 kr. skal indsatsen have en bred organisatorisk forankring og enten gavne flere lokalforeninger inden for egen organisation eller kunne udbredes til andre organisationer gennem f.eks. vidensdeling, metodeudvikling eller materialer.

Ved ansøgninger over 500.000 kr., hvor der søges om lønmidler, skal der redegøres for indsatsens bæredygtighed efter bevillingsperioden. Det skal beskrives, hvordan indsatsen kan fortsætte, når lønmidlerne ophører, herunder hvilke initiativer der tages for at sikre videreførelse af indsatsen.

  • Der kan søges op til 1 mio. kr. pr. ansøgning.
  • Der kan kun søges støtte til én indsats pr. ansøgning.
  • Ved ansøgninger over 100.000 kr. kan der søges om 15.000 kr. til revision.

Ansøgere af Ungeløftepuljen kan forvente svar umiddelbart efter første bevillingsmøde, der afholdes efter ansøgningsfristen. Det vil som udgangspunkt være cirka to måneder efter ansøgningsfristen. 

 

Andre spørgsmål?

Hvis I har spørgsmål til Ungeløftepuljen, er I altid velkomne til at kontakte os på vores puljemail.

Tjekliste - Når I skal søge puljen

Før I sender jeres ansøgning til Ungeløftespuljen bedes I tjekke, at I opfylder følgende krav:

  • Vi søger på vegne af en organisation, der er medlem af DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.
  • Vores forening har et CVR-nummer med en NemKonto tilknyttet.
  • Vores projekt og målgruppe passer ind i puljens retningslinjer.
  • Vi har lavet et budget i DUFs budgetskabelon.

Hvis jeres projekt opfylder denne liste, burde I være klar til at søge puljen.

Hvis jeres projekt får støtte

Når jeres projekt har fået bevilget støtte, skal I indsende en udbetalingsanmodning via ansøgningsportalen. Når denne godkendes udbetales pengene til den NemKonto, der er tilknyttet det CVR-nummer ansøgningen blev oprettet med. Støtten udbetales i to rater. 1. rate er 90% og de sidste 10% af beløbet udbetales i forbindelse med afrapportering.

Hvis der sker ændringer i projektet efter bevillingen – det kan fx være ændringer i aktiviteter, målgruppe, tidsplan eller budget – skal I kontakte os via ansøgningsportalen inden ændringerne gennemføres. Det er vigtigt, at ændringerne bliver godkendt, så jeres støtte fortsat kan opretholdes.

Når projektet er afsluttet, skal I indsende en afrapportering via ansøgningsportalen. Her skal I svare på tre spørgsmål og uploade et regnskab for projektet. Regnskabet skal laves i samme skabelon som projektets oprindelige budget. 

Hvis jeres projekt bliver bevilget over 100.000 kr., skal I også uploade en revisorerklæring.

Læs mere

Tips til den gode afrapportering

Når man har modtaget støtte fra Ungeløftepuljen, skal man lave en afrapportering af sit projekt – og det behøver ikke være en sur pligt. Med en god proces kan afrapporteringen blive et værdifuldt værktøj – både for jer selv og for andre, der kan lade sig inspirere.

Herunder giver vi et overblik over, hvordan I laver den gode afrapportering på jeres puljestøttede projekt.

  • Planlæg afrapporteringen fra start
    Tænk rapporteringen ind fra start – sæt tid af, tag noter og saml dokumentation undervejs. Det gør det lettere og mere meningsfuldt, når I skal skrive rapporten.
  • Lav afrapporteringen som et fælles projekt
    Involvér hele teamet eller relevante deltagere i at samle op på, hvad der er sket, og hvad I har lært. Det skaber ejerskab og giver et mere nuanceret og ægte billede af projektet.
  • Brug afrapporteringen som anledning til refleksion og læring
    I stedet for blot at opremse aktiviteter, så brug processen til at stille spørgsmål som: Hvad virkede godt? Hvad var svært? Hvad ville vi gøre anderledes næste gang? Det gør rapporten mere værdifuld – både for jer selv og for modtageren.
  • Gør det let og engagerende – også for jer selv
    Afrapporteringen må gerne være kreativ og levende. Skriv på en måde, I selv har lyst til at læse. Det gør det både sjovere at lave og stærkere at dele.
Læs mere

Vil du vide mere?