DUFs Ungeanalyse 2025
Dansk Ungdoms Fællesråd præsenterer Ungeanalysen 2025, der igen sætter lup på unges liv.
Læs Ungeanalysen 2025 her
Forord af DUFs forkvinde, Christine Ravn Lund
Kære læser
At være ung i dag handler i høj grad om at balancere mellem krav og muligheder. Ungdomslivet rummer nye friheder, men også pres fra krav, normer og strukturer. Mange unge står i et krydspres af forventninger, valg og hensyn til både sig selv og andre, hvor der skal prioriteres samt vælges til og fra. Vores undersøgelse giver et indblik i, hvordan unge navigerer i disse spændingsfelter.
For med Ungeanalysen 2025 giver vi for tredje gang ordet til unge i en undersøgelse af ungdomslivet. Analysen ser nærmere på, hvordan 16-29-årige oplever tilværelsen, og resultaterne giver et vigtigt indblik i unges egne perspektiver. Mange af de tendenser, vi så i Ungeanalysen 2023, går i høj grad igen, men undersøgelsen rummer også nye spørgsmål og temaer, som giver et bredere billede af ungdomslivet.
Med analysen minder vi om, at unge ikke er ens. Ungdomslivet kan se meget forskelligt ud, alt efter hvilket udgangspunkt, vilkår og fællesskaber man har. Et centralt mål med analysen er derfor at vise bredden i erfaringer og nuancere billedet af, hvad det vil sige at være ung i dag.
Resultaterne viser, at langt de fleste unge har det godt, men nogle oplever lav livstilfredshed. Samtidig oplever mange sociale afsavn, bekymringer og et pres fra krav og forventninger. Skærmbrug spiller en dobbelt rolle – det giver svære udfordringer, men kan samtidig også være kilde til social kontakt – og mange efterspørger støtte til at finde en bedre balance i det digitale liv.
Noget af det, jeg selv hæfter mig ved, er sammenhængen mellem foreningsaktivitet og både højere livstilfredshed og en stærkere følelse af at kunne håndtere hverdagens udfordringer. Desværre står alt for mange uden for foreningslivet, ofte på grund af manglende kendskab eller tid. Samtidig viser undersøgelsen, at mange unge savner relationer med dybde og følelsen af at betyde noget – noget, som foreningslivet i høj grad kan tilbyde, men som ikke alle får adgang til.
Så selvom de fleste trives, er der stadig potentiale for, at endnu flere kan få det bedre. Derfor er det vigtigt at arbejde for at skabe gode rammer for unges liv - for alle unge fortjener et godt ungdomsliv med trygge fællesskaber, muligheder og trivsel.
Med denne analyse ønsker DUF at udbrede viden om ungdomslivet og de perspektiver, unge selv bringer frem – og dermed skabe et stærkere grundlag for fælles dialog og handling, så alle får mulighed for at leve et godt ungdomsliv.
Rigtig god læselyst!
Centrale tal i Ungeanalysen 2025