I denne uge har DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd lanceret guiden 'Bliv Hørt', der skal hjælpe unge med at stå stærkere i inddragelsesprocesser. Unge spiller en vigtig rolle i samfundet, og det er afgørende, at flere unge bliver hørt i beslutninger, der påvirker unges liv. Mange organisationer, kommuner og politikere gør en indsats for at involvere unge for at forstå unges synspunkter. Men hvad skal der til for at blive hørt og taget alvorligt? Netop dette stiller vi skarpt på i DUFs nye guide. Guiden tilbyder praktiske værktøjer og 18 gode råd, indsamlet fra en bred vifte af unge i DUFs medlemsorganisationer. Den dækker alt fra, hvordan man forbereder sig på at deltage, til hvordan man navigerer i en inddragelsesproces. I løbet af 2024 vil DUF også udvikle en guide målrettet initiativtagerne til ungeinddragelse, herunder kommuner, organisationer og offentlige myndigheder. |