Formål & historie

Den brede ungdoms stemme

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd er en paraply- og interesseorganisation for 78 idébestemte og samfundsengagerende børne- og ungdomsorganisationer, der arbejder for at fremme demokratiske fællesskaber for børn og unge i foreningslivet.

For det frivillige foreningsliv er en grundpille i vores samfund, hvor børn og unge får demokratisk dannelse på tværs af interesser, kultur, uddannelse og sociale forhold.

Blandt medlemmerne finder man spejdere, studenterorganisationer, kirkelige foreninger, humanitære organisationer og de politiske ungdomsorganisationer.

DUFs opgave

DUF blev stiftet i 1940 for at oplyse, engagere og oplære unge i demokrati som et værn mod nazisme og udemokratiske kræfter. Lige siden har DUF søgt at fremme unges aktive deltagelse i demokratiet og foreningslivet. Det har DUF gjort med afsæt i kerneværdierne deltagelse, dialog, frivillighed og indflydelse.

Som organisation arbejder DUF for demokrati, ungeindflydelse og foreningsudvikling.

Demokrati

DUF udvikler og understøtter lokale organiserede og demokratiske fællesskaber. I en stadig mere globaliseret verden må den danske ungdom gå forrest i kampen for demokratiet, rettigheder og bæredygtighed – lokalt, nationalt og globalt. Gennem lokalt engagement og forandringer kan vi sammen styrke unges tro på, at demokratisk deltagelse kan løse de mange udfordringer, som ungdommen og samfundet står over for.

Ungeindflydelse

DUF arbejder som ungdommens stemme for at flere børn og unge får en stemme og indflydelse på vores fælles fremtid. På et fundament af viden om ungdomsliv og erfaringer fra DUFs mangfoldige paraply af foreninger sætter DUF spot på unges udfordringer, potentialer og nye løsninger over for aktører på børne– og ungeområdet, beslutningstagere og i den offentlige debat.

Foreningsudvikling

DUF arbejder for at skabe et fællesskab, der styrker og udvikler foreningslivet for børn og unge. Med foreningsudvikling, uddannelser og netværk bidrager DUF til, at medlemsorganisationerne bliver stærkere og har adgang til redskaber og sparring, så de bedst muligt kan arbejde for deres eget idé- og værdigrundlag, udvikle deres demokratiske kultur og skabe gode og trygge rammer for børn og unge i foreningslivet.

Læs mere

Fakta om DUF- Dansk Ungdoms Fællesråd

Vil du vide mere?