Ungehøring 2023
I efteråret skal FN’s ungdomsresolution (læs mere om hvad det er nedenfor) forhandles, og I er inviteret til at komme med inputs.
To af de danske ungdomsdelegater til FN, Cecilia og Jacob, har fået muligheden for at forhandle resolutionen på Danmarks vegne. Delegaterne vil gerne sikre det stærkeste mandat til forhandlingerne, og inviterer derfor alle unge ind til en ungehøring, hvor I har mulighed for at komme med input til resolutionen. Efterfølgende, sørger delegaterne for at samle jeres inputs fra høringen og tager dem med til forhandlingsbordet.
Det er ikke nødvendigt at have særlig viden om FN for at deltage i ungehøringen. Vi inviterer alle med interesse for ungeinddragelse til at deltage.
FN’s ungdomsresolution
Hvert andet år forhandles en FN-resolution om politikker og programmer, der involverer unge. Denne dækker over en række emner, der berør unge fra hele verden, som sikring af unges rettigheder og lige muligheder, uddannelse, sundhed både mental og fysisk, ungdomsarbejdsløshed, pigers sikkerhed og rettigheder, klima mm.
Ungdomsdelegater
De danske FN-ungdomsdelegater har til opgave at repræsentere danske unge i FN og giver unge en stemme i internationale beslutningsprocesser. Delegaterne er udvalgt af DUF på vegne af Udenrigsministeriet. Ungdomsdelegaterne bidrager til formidling og forankring af globale dagsordener blandt danske unge. I alt findes otte FN-ungdomsdelegater fordelt på fire tematikker; Demokrati og partnerskaber, Faglært uddannelse og jobskabelse, Klima og miljø, Ligestilling og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
Yderligere information om dagsorden og ungdomsresolutionen kommer efter tilmelding.
Efter programmet vil der være aftensmad. DUF dækker transportudgifter.