DUF sætter klare aftryk i Disruptionrådets rapport
07-02-2019
Alle unge med i fællesskabet og et stærkt fokus på børn og unges færdigheder er nogle af de ting, DUFs formand har bragt til bordet i Disruptionrådets arbejde.
Torsdag eftermiddag fremlagde regeringens Disruptionråd sin opsamlingsrapport som afslutningen på knap 2 års arbejde om, hvordan Danmark griber mulighederne og tackler udfordringerne, når samfundet forandres hastigt af eksempelvis globaliseringen og den teknologiske udvikling.
Rapporten indeholder en række sigtelinjer, som Disruptionrådet er blevet enige om. DUFs formand, Kasper Sand Kjær, har haft plads i rådet sammen med en række toneangivende personer fra erhvervsliv, fagforeninger og videnssektoren. Kasper Sand Kjær glæder sig over de aftryk, DUF har været med til at sætte på arbejdet i rådet:
”En af de to overordnede ambitioner er, at vi skal gøre alle til fremtidens vindere. Det betyder for mig især, at vi får alle børn og unge med ind i fremtiden med de bedste kort på hånden. Derfor er jeg også glad for, at vi i rapporten får fastslået, at vi skal have alle unge med i fællesskabet. Det er nemlig en af rådets 15 sigtelinjer,” siger Kasper Sand Kjær. Han fortsætter:
”Alle unge med i fællesskabet er også en sigtelinje, vi i forvejen arbejder meget med i DUF. Vi skal både have alle unge med i foreningsfællesskabet, men det gælder også det fællesskab, der er ved at være i uddannelse eller arbejde. I dag er hele 169.000 unge under 30 uden job eller uddannelse, og derfor er jeg også glad for, at rådet er enige om, at alle unge enten skal være i gang med en uddannelse eller have en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.”
Nysgerrige unge bliver klar til fremtiden
Generelt er de 15 sigtelinjer fra rådet præget af et fokus på børn og unges muligheder. I rapporten skrives blandt andet:
En god start på livet er afgørende for børns muligheder i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og som medborgere i samfundets fællesskab. En god, kompetencegivende uddannelse er vigtig for at klare sig i en verden, hvor behovene udvikler sig hastigt blandt andet på grund af ny teknologi. Danske børn og unge skal være stadigt dygtigere til læsning, matematik og naturfag mv. Samtidig skal de være nysgerrige, have sociale og kreative færdigheder samt have nye digitale færdigheder og forståelse for teknologi. Det er en forudsætning for, at flere kan gennemføre en uddannelse, som ruster dem til fremtiden.
Kasper Sand Kjær mener, at de digitale og teknologiske færdigheder er vigtige, men ikke kan stå alene:
”Det er selvfølgelig vigtigt, at unge lærer om ny teknologi og får digitale færdigheder, men vi kan jo ikke spå om fremtiden og om hvilke kompetencer, der præcis bliver brug for. Derfor er det vigtigste nok at give børn og unge en stærk almen dannelse, så de får evnen til at lære nyt, er nysgerrige, har en kritisk sans, har en høj selvtillid og er motiverede til livslang læring. Gennem gode grundkompetencer bliver de klædt på til et omskifteligt arbejdsmarked i fremtiden,” siger han.
Hele Disruptionrådets opsamlingsrapport kan findes på Regeringens hjemmeside her.