EXPLORE: Moldova
Er I nysgerrige på om et internationalt projekt er noget for jeres organisation, og har I lyst til at lære mere om Østeuropa? Så kom med når DUF udbyder forløbet EXPLORE: Moldova i foråret 2024.
Explore-forløbet er for jer, der ønsker at engagere jer internationalt. I får undervisning og rådgivning i internationalt projektarbejde, og sammen rejser vi til Moldova for at finde den ungdomsorganisation, I kan samarbejde med. DUFs internationale konsulenter guider jer gennem processen og hjælper jer med at udarbejde en ansøgnong til DUFs internationale pulje.
Forløbet består af to forberedende møder i København, en fællesrejse til Moldova, et opsamlingsmøde efter turen og deltagelse på DUFs internationale partnerseminar med repræsentanter fra jeres nye partnerorganisation.
På de forberedende møder bliver I introduceret til de internationale muligheder og projektværktøjer, og med rådgivning fra DUF identificerer I mulige partnerorganisationer, som I besøger på rejsen. I lærer også om konteksten for unge, frivillighed og civilsamfund i Moldova. Forløbet afsluttes ved at I i maj 2024 deltager på partnerseminaret, hvor I sammen med en moldovisk organisation udvikler jeres projektideer og partnerskab.
I får
- Mulighed for at finde en partnerorganisation i Moldova.
- International rådgivning, sparring og projektværktøjer.
- Indsigt i den moldoviske kontekst og grundlæggende udviklingsfaglige projektfærdigheder.
- Nye kompetencer og inspiration til at styrke jeres egen organisation gennem internationalt engagement.
- Et netværk af frivillige og organisationer, som ønsker at engagere sig i internationalt partnerskabsarbejde i Moldova.
Praktik og datoer
- Forberedende seminar fredag den 9. februar kl. 16.00 til 10. februar kl. 16
- Afrejsemøde den 3. april kl. 17-19 (online)
- Fælles rejse til Moldova den 8.-14. april 2024
- Opfølgningsaften den 6. maj kl. 17-20
- Partnerseminar i uge 20 eller 21 (5 dage, datoer afventer)
Det er gratis for medlemsorganisationer at deltage. DUF dækker transportomkostninger i relation til kursusdage i Danmark ogalle omkostninger i forbindelse med rejsen til Moldova.
Hvem kan søge?
Målgruppen er frivillige i DUFs medlemsorganisationer, som har lyst til at starte et partnerskab med en ungdomsorganisation i Moldova støttet af DUFs internationale pulje, og som har landsorganisationens opbakning til dette. I kan søge uanset, om I er helt nye i det internationale arbejde, eller I har erfaring fra andre lande men ønsker støtte til at komme i gang i Moldova.
I skal vælge 2-3 primærdeltagere, som deltager i hele forløbet (inkl. rejsen). Derudover har I mulighed for at tilmelde op til tre deltagere mere, som vil få mulighed for at deltage i kursusdagene i Danmark. Vi anbefaler dette, da det er en god ide at oprette en projektgruppe tidligt i processen.
Tilmelding
I ansøger om at deltage i Explore-forløbet ved at udfylde ansøgningsskemaet (se under 'downloads'). Der er ansøgningsfrist den 10. januar 2024.