3. Prioriter forebyggelse
Vi skal skabe de bedste rammer for at forbedre unges trivsel og mentale sundhed ved at prioritere forebyggelse og behandling.
Unges mentale sundhed udvikler sig i en foruroligende retning. Årsagerne er mange og komplekse, men det stigende antal diagnoser, mistrivslen og de alt for hyppige selvmordsforsøg bør få os alle til at stoppe op og spørge, om vi som samfund har skabt de bedste rammer for at børn og unge kan vokse op og trives. Vi må i højere grad prioritere forebyggelse og behandling i indsatsen mod psykisk sårbarhed, åbne vores fællesskaber for flere og blive bedre til at håndtere og tale om mental sundhed.
Den alvorlige situation underbygges af tal fra den nationale sundhedsprofil, der viser, at f.eks. over 40% af alle kvinder mellem 16 og 24 år vurderer, at de har højt et stressniveau. Fra 2013 til 2017 er det steget med cirka 10 procentpoint. Blandt mænd på samme alder er det næsten hver fjerde – en stigning på cirka 5 procentpoint.